kilangoro

På denne side kan du læse og få optaget rejsebeskrivelser til Tanzania.

Poul og Gugga I Ifakara

KILANGORO REJSERAPPORT – oktober 2009

Capaitybuilding

Efter en fuldstændig uproblematisk rejse med TAZARA jernbanen, der afgik fra Dar es Salaam nøjagtig på det planlagte tidspunkt kl. 15.50 tirsdag den 14. oktober 2008, ankom vi til Ifakara sent om aftenen. Her stod Elias, projektets daglige leder, og tog i mod, en meget lun og stjerneklar aften. Ifakara Community Centre - ICC:

Regn

Regeringen er stadig i gang med at opbygge og forberede hovedgaden til asfaltbelægning. Hovedgadens niveau kommer til at ligge en hel del højere(1,3meter) end indgange og gulv-niveau i gadens huse, som kan give problemer i regntiden.

Varmen og aircontionanlægget

Selv om der var næsten 40 grader ude var temperaturen indvendig til at holde ud – 30-32 grader målt. Der bruges kun ventilatorer i loftet – airconditionanlægget er ikke installeret.

Vi anbefalede ICG at sælge anlægget til den bedst mulige pris – (se under økonomi), da de på nuværende tidspunkt ikke ville kunne betale det elforbrug på 2000 watt den kræver og de nødvendige el-installationer er ikke til stede (ICC har kun en fase)

De meget omtalte ’stjålne’ isolerede kobberrør, der forbinder anlæggets interne del med det eksterne, skal købes separat pr meter. ICG er således ikke blevet snydt ved købet af anlægget.

Computere

Forlokalet fungerer som internet-café med 6 computere (alle i funktion), en printer og en fotokopieringsmaskine. Der er nu installeret antivirus programmer i alle computere. I gennemsnit anvendte 3-4 mennesker ad gangen computerne. Der var dog jævnligt strømsvigt i kortere perioder. Der betales 1.000 T.shs. for en times brug.

I undervisningslokalet fungerer 7 computere, hvor der til daglig var elever, der øvede sig, og hvor der kom en lærer et par gange om ugen og efter aftale.

3 computere var pga. overspænding på el-nettet brændt sammen (ikke pga. varmen som først antaget). De kan formodentlig komme til at fungere igen ved udskiftning af ’power-supply unit’en.

4 computere er ikke i funktion, sandsynligvis fordi en ’IT-fundi’ har fjernet/stjålet RAM og harddiske. Eliases gamle ven og IT-specialist kommer snart til Ifakara og vil lave en liste over de ting der mangler, så de kan måske bringes til at køre igen.

Vores generelle indtryk var, at der ikke er mangel på computere på nuværende tidspunkt. Til gengæld er der ”slagsmål” om siddepladser – en donation af billige plastikstole ville løse kapacitetsproblemer!

Fotokopieringsmaskine

Fotokopieringsmaskinen var i funktion, men lavede meget dårlige kopier, som kunderne forståeligt nok ikke ville betale for, da de kunne gå andre steder i byen for at kopiere.

En ’service-tekniker’ blev tilkaldt, men kom først den dag vi rejste. Der er lavet en serviceaftale til 30.000 T.shs. hver 3 måned. Den centrale tromle skal udskiftes, hvilket formodentlig ikke er helt billigt.

Der betales 50 T.shs. for en A4 fotokopi og 100 t.shs. for an A3 kopi. De steder i Ifakara, der har en kopimaskine, har i fællesskab aftalt denne pris. Vi lavede et regnestykke med Elias, som viste, at denne pris pr kopi ikke kan dække omkostningerne og derfor er der slet ikke noget overskud på foto-kopieringsmaskinen. Han fortalte, at dem der har kopimaskiner i Ifakara har det samme problem med stigende priser på papir&toner etc, og derfor har aftalt et møde for at fastlægge en ny fællespris pr fotokopi.

Generator og køleskab

Generatoren fungerer og bliver sat til ved strømsvigt, hvis der er flere kunder der ønsker det. Prisen på en internet-time stiger til 1.500 T.shs., når generatoren er tilsluttet, men det sker sjældent og generatoren er dyr selv i tomgang.

Pga. den manglende måler (se ICC økonomi) havde de ikke tilsluttet køleskabet, da de mente at det ville bruge en masse strøm. Det blev dog afklaret at det kunne de sagtens, da det i forhold til ventilatorer etc. ikke brugte særlig meget strøm (140 watt - som en computer med skærm) Det blev aftalt, at køleskabet tilsluttes, så de bl.a. kan sælge kolde soda- og drikkevand.

Andre lokaler

Den hollandske organisation havde anbefalet Elias at indrettede sit eget kontor, hvor han mere privat kunne modtage folk med sociale problemer, der søgte støtte. Hollænderne har doneret penge til formålet (se ICG økonomi).

Der er et ønske om at overdække noget af gårdrummet, så der kan holdes møder under et halvtag. Elias har en engelsk ven, der har tilbudt at give penge til dette projekt.

Lagerrummet

Lagerrummet bag gården kan stadig ikke bruges til noget pga saltudtræk og termitproblemer.

ICC’s økonomi

Ud over prisen på internetforbindelsen er huslejens det store problem. Det er uholdbart, at der ikke findes en flerårig kontrakt med huslejeaftale. ICG kender kun huslejeprisen for et år ad gangen og det har vist sig, at ejer hæver lejen hvert år. Der er betalt frem til juni 2009.

Elektricitet betales på en fælles regning, hvor de er 3 parter om at dele måler og regningen. ICG betaler halvdelen og de 2 andre parter deler den anden halvdel. TANESCO vil ikke opsætte en særskilt måler, før der er betalt en regning fra en tidligere bruger – dvs at ICG skal betale en regning, som den tidligere lejer har løbet fra. ICG har allerede betalt 200.000 T.shs. af på denne regning.

Prisen på Internetforbindelsen er skyhøj og det er ikke til at se, hvordan ICG i fremtiden kan betale disse udgifter. Der er slet ikke muligt at indtjene 500.000 T.shs/måned via internetcaféen. Ved gennemgang af de sidste måneders indkomst på internetcaféen viste det sig, at gennemsnitlig indtjening per dag var 12.300 T.shs, som giver 246.000 T.shs./måned! Der er nu betalt Internet indtil 1. januar 2009. Hvad der sker efter 1. januar er endnu uafklaret. Elias har planlagt en tur til Dar, for at se om han kan forhandle en ny og billigere aftale.

Den hollandske kvinde/organisation donerede 1.000.000,- T.shs., penge som Elias frit kunne bruge til istandsættelse af det kontor de havde anbefalet. De penge der blev tilovers efter indretning af kontor er bl.a. blevet brugt til betaling af de 2 sidste måneders afgift på Internet forbindelsen.

Den skrantende økonomi for Ifakara Community Center er indtil videre blevet klaret ved, at Elias ikke mere modtager løn som projektleder, og at donationer fra den hollandske organisation og en del af donation fra Jubilæumfonden i Danmark på 5.000 kr/1.000.0000 T.shs. er gået til betaling af husleje og afgift på internetforbindelsen. Hvis ikke Elias havde ’klaret’ at betale for Internettet i 4.kvartal, måtte alt det dyre udstyr tilbage til udbyderen – nu er de ejere, og kan åbne og lukke uden at skulle betale for andet end forbrug.

Men fra årsskiftet er situationen katastrofal – bunden er nået.

Vi har som nævnt anbefalet at ICG sælger AirCon’en og reinvestere pengene i aktiviteter den kan støtte økonomien. De har diskuteret muligheden af at købe 10 cykler til udlejning – det koster 1000 T.shs. at leje en cykel 1 dag eller 100/- i timen. Det er vurderet at udlejningen kunne bidrage med 150-200.000 T.shs pr. Måned – altså ikke noget der redder økonomien her og nu.

Vi har godt 14.000/- DKK tilbage af minipulje midlerne til støtte for lokal administrationen i 2009. Det må overvejes, hvordan disse penge kan indgå i en langsigtet plan for ICC’s overlevelse.

Ifakara community Group – ICG.

Der er ikke afholdt generalforsamling i 2008, ej heller gennemført aktiviteter i ICG’s regi for de menige medlemmer. Bestyrelsen har ikke holdt møder siden sidste projektbesøg. Den månedlige report har været meget mangelfuld og stærkt forsinket – Elias forklare det med, at han ikke har kunnet samle bestyrelsen til en godkendelse. Bestyrelsens øvrige medlemmer forklarer det med, at de aldrig bliver indkaldt til møder og at de ikke får kvalificerede oplysninger om økonomi og daglige aktiviteter. Vi spurgte til en medlemsliste, men den var ikke opdateret og blev det ikke mens vi var i Ifakara, dvs vi aldrig fik en udleveret. Den 40 grader varme luft var således tyk af frustrationer, mistillid og hårde beskyldninger, men alle var dog enige om at gennemføre workshoppen.

Workshop den 18. og den 19. oktober 2008 i Mang’ula.

Workshop blev planlagt i samarbejde med Elias. Kalunde og Teddy blev tilkaldt for at give deres mening tilkende. Kalunde anbefalede klogt, at hele bestyrelsen blev indkaldt, for at diskutere og godkende hele oplægget, hvad de gjorde.

Workshoppen blev afholdt lørdag den 18. og søndag den 19. oktober. Alle bestyrelsesmedlemmer deltog, og desuden havde man inviteret 5 menige medlemmer, som man mente er/kunne blive aktive medlemmer i ICG. De inviterede menige medlemmer fungerede udmærket som stødpude under workshoppen.

Lørdag den 18. oktober

Deltagerne startede med at fortælle, hvorfor de er medlemmer af ICG, hvad er deres motivation, og vi fortalte om opstart af Kilangoro, hvordan foreningen fungerer og at vi godt var klar over, at Kilangoro ikke altid havde støttet ICG på den rigtige måde, og at Kilangoro ikke havde kommunikeret godt nok med ICG, f.eks. ved at sende referater fra Kilangoros møder. Herefter blev der dannet 2 grupper, som diskuterede emner foreslået af plenum. 1) hvilke problemer har ICG-board?

Manglende kommunikation mellem ledere og medlemmer
Lederskabet består af en person
Dårligt fremmøde til bestyrelsesmøder
Manglende plan for møder og at møder afholdes ikke i henhold til vedtægterne
Manglende invitation til møder
Bestyrelsesmedlemmer bor langt væk – mangler transport
Bestyrelsesmedlemmer kender ikke deres rolle
Manglende kendskab til Kilangoros økonomi
Manglende kendskab til rapporter tilsendt Kilangoro
Manglende kendskab til projektets (ICC) økonomi
Medlemmernes manglende interesse for lokalsamfundet kontra ICG som selvhjælpsgruppe.

2) Hvilke problemer i forhold til ICG’s medlemmer?

Medlemmer kender ikke deres rolle
Manglende solidaritet blandt medlemmer
Manglende solidaritet mellem ledelse og medlemmer
Manglende aktiviteter for medlemmer
Generalforsamling ikke afholdt i henhold til vedtægter

3) Hvad kan ICG gøre for at hverve nye medlemmer?

I gangsætte nye aktiviteter f.eks. sports- og kulturelle aktiviteter (ønske om musikanlæg)
Opsætte plakater
Sænke kontingent fra 10.000 T.shs. til 5.000 T.shs./år.

Debatten udviklede sig til en kritik af projektledelsen for ikke altid at høre ledelsen inden der træffes beslutninger. Det står klart at Elias har i sin bedste mening og iver for at få startet projektet og få ting til at fungere, har taget sagen i egen hånd. Han har alene rejst til Dar og købt materialer og udstyr, han tager beslutninger på egen hånd etc. Han gør sikkert sit for at indkalde til møder for at informere og høre de andre, men der er ikke godt fremmøde. Bestyrelsen forsvarer sig med, at der ikke findes mødeplan, så de ved, hvornår der skal afholdes møder. De siger de ikke har indsigt i økonomien eller i rapporter og kommunikation med Kilangoro/Danmark. Men det står ligeledes klart, at bestyrelsen ikke har haft en reel indsigt i specielt regnskabet – hvor alle inklusiv Elias ikke har et entydigt billede af økonomien. Det er også en stor fejl fra Kilangoros side at vi ikke sender referater på engelsk til hele bestyrelsen, og at vi næsten udelukkende kommunikerer gennem Elias.

Konklusioner sammenfattet i plenum (se også ”plan of action”): Vi skal starte på frisk og glemme stridigheder og uenigheder. Vi skal holde sammen og forbedre organisationen og lederskab. Vi skal starte med ny energi og gennemsigtighed. Møder, både i organisationen og bestyrelsen, skal holdes i henhold til vedtægterne. Månedlige rapporter skal udarbejdes og godkendes af bestyrelsen. Medlemmer skal kende økonomien i organisationen og projektet. Transportproblemer for enkelte bestyrelsesmedlemmer bør løses ved betaling af busbillet eller mileage for egen transport.

Om søndagen diskuteredes muligheder og forslag til nye projekter. Der blev igen arbejdet i 2 grupper efter et plenum oplæg – se program for workshoppen (udleveres i papirkopi til mødet). Først blev der diskuteret hvilke projekter, der hurtigt kunne igangsættes for de penge der kunne komme ind ved salg af airconditionanlægget. Projekter der kunne skabe indkomst til ICC. Her blev der forslået f.eks. køb af cykler til udlejning, en butik med dagligvare, køb af symaskiner til og åbne en ’Tailorshop’. Cykeludlejning var det projekt der vandt størst tilslutning. Herefter blev der diskuteret om ICG havde mulighed for at starte et nyt projekt, hvilke projekter ville grupperne foreslå med udgangspunkt i spørgsmålene:

Hvem ønsker vi at hjælpe og hvordan udvælger vi dem?

Hvordan ønsker vi at hjælpe? – giv eksemplar på:

Indkomst skabende projekter
velgørenheds projekter
Microfinans projekter
Andre.

Har ICG ressourcer/kapacitet til at gennemføre de foreslåede projekter?

Projekter foreslået:

Traktorprojekt (som stort set alle gik ind for med stor begejstring)
Rismølle
Syværksteder

Ad 1. ideen med projektet er at pløje de ”velhavendes” marker mod betaling. De mindre velhavnede kan få pløjet deres marker ved at aflevere et antal sække ris, når der høstes, som kan videregives til de fattigste. I Ifakara er der pt kun 5 traktorer, der pløjer for folk mod betaling. Prisen for at få pløjet 1 hektar er i år på 15.000/- T.shs. Uden for pløje sæsonen skal traktoren med en trailer transportere byggematerialer etc. Ad 2. ideen er at opsætte en rismølle i udkanten af Ifakara, hvor der ikke i forvejen findes en mølle. Overskud fra møllen skal bl.a. gå til hjælp til de fattigste. Ad. 3. symaskiner købes og kvinder undervises i at sy, således at de kan have deres egen økonomi – et selvhjælps projekt.

Afsluttende møde – konklusioner.

Efterfølgende tirsdag blev der holdt et afsluttende møde med bestyrelsen, hvor vi fremlagde ’Recommendations – plan of action’, som bestyrelsen gik ind for. Der blev dannet en projektgruppe, der skulle gå videre med undersøgelser vedr. Traktorprojektet.

Bornholm, 23. november 2008 Gugga & Poul

Henning 2008

Besøgsrapport anden rejse forår 2008 Ifakara Community Center

Økonomi

Jeg har gennemgået alle bilag med Elias og har fundet en del bilag, som savner underskrift fra modtageren af beløbene. Typisk drejer det sig lokale håndværkere, som ikke selv har kunnet præstere et bilag. Her har jeg bedt ham skaffe en underskrift af vedkommende, som kvittering på at nævnte beløb er modtaget. Jeg har ikke haft grund til at betvivle hverken beløb eller arbejdets udførelse I øvrigt. Desuden manglede nogle få bilag, som enten var bortkomne eller ikke modtaget. Endeligt manglede alle lønbilag kvittering fra modtageren.

Disse bilag har han lovet at sende mig så revisionen kan gå I gang torsdag I næste uge uden forsinkelse.

I øvrigt er det meget forbundet med nogen vanskelighed at kontrollere cashflowet I ICC idet Elias flere gange har foretaget udlæg for udgifter til ICC I midler som tilhører det Hollandske projekt. Jeg har kun kunnet følge dette hvor bankkontoen samtidigt har været involveret og beløb flyttet fra minipuljekontoen til ICG kontoen. Denne praksis er forståelig, men har jeg sagt uacceptabel med mindre alle transaktioner følges af bilag/kvittering for udlæg/gæld.

Samtidigt har vi fået rekonteret alle bilag på budgetposterne og opdelt dem I nogle få undergrupper, som skal lette overblikket (fx. inventar / istandsættelse) Jeg har ikke på same made koncentreret mig at opgøre de enkelte budgetposter, idet jeg vil afvente den endelige bogføring I C5, men jeg har sagt til Elias at der er lukket for investering og bidrag til lokaladministration fra minipuljen, og at eventuelle udgifter her skal afholdes af den lokalt genererede indkomst.

Vi fik også tid til at se på budgetlægning og har udarbejdet et budgetskema, som de fremover vil anvende til at styre udgifter og opsparing til kommende investeringer og større betalinger. Dette værktøj var han meget glad for.

Efterfølgende har jeg gennemgået mine observationer med bestyrelsen og udpeget de områder hvor bogføringen har været mangelfuld og hvor investeringslysten for stor ifht budgettet.

ICG’s kasserer Kalunde har lovet at være opmærksom på at disse forhold fremover er I orden.

Øvrigt

Kalunde har dagligt afstemt kassen og en til to gange ugentligt indsat penge på bankkontoen. Dette arbejde vil fremover sikkert blive lagt I hænderne på Adolfina Liombechi, som er ansat I receptionen.

ICG står overfor en større huslejeopkrævning 1/6 på ca. 800.000, men vil forsøge at genforhandle kontrakten, så istandsættelsesudgifter modregnes I betalingen.

I øvrigt er nabolejemålet ledigt pr. 1/6 (?) og Elias har lagt billet ind på dette. En udvidelse af arealet vil afhjælpe indtrykket af at her handler alt kun om computere!

Vi har leveret så mange computere at både forrum (6stk) og mellemrum (10stk) er helt optaget af computere.

En computer forsvandt I havnen og tre er brændt af I varmen.

Tanesco har endnu ikke leveret en måler selvom denne er betalt og der er rykket jævnligt. Dette betyder at ICC ikke har kunnet/villet tilslutte hverken køleskab eller aircondition endnu af hensyn til de øvrige lejere. Jeg har sagt at de jo evt. kunne tilbyde at betale for den ekstra eludgift det måtte vise sig, så de får gang I denne del af forretningen, men det anser de ikke som en mulighed.

Kobberrørene I airconditionmaskinen er blevet fjernet under transporten til Ifakara eller er evt. aldrig leveret. Det er påstand mod påstand og ICG er nu indstillet på at købe rørene (igen), men vil afvente at varmen for alvor igen sætter ind I august september.

De har haft et voldsomt overforbrug på internet forbindelsen angiveligt pga. download af film, SkypeIn (!) m.v. ICG har derfor indført en kontrol med dette. Udbyderen, som var berettiget til at afbryde kontrakten, har modtaget en undskyldning, men nedsætter hastigheden I en periode. Netop nu diskuterer bestyrelsen om de skal overgå til en kontrakt med ubegrænset mb mod lavere hastighed efter selskabets anbefaling. Her er Benignes centerets Teddy’s erfaringer et stort gode I bestyrelsen.

Jeg har foreslået Elias (har glemt bestyrelsen) at overgå til en daglig allowance til mad ved tjenesterejser. Det er simpelthen umuligt at få en mandazi på kvittering. Jeg vil diskutere med vores bogholder om vi kan klare disse udokumenterede udgifter på efterbevilling.

Det er lykkedes Elias at få en aftale med folkeskolen I Morfu om at ICC udfører alt deres renskrivnings og kopieringsarbejde, især I forbindelse med eksamensmateriale. Alt dette arbejde er I forvejen “udliciteret” for skolerne I Ifakara, men ICC vil satse på aftaler med skolerne udenfor Ifakara.

Bestyrelsesmødet

Der var indkaldt til bestyrelsesmøde fredag kl. 13 og vi kom i gang ca. 14.15. Tilstede var Kalunde (kasserer), Maria (formand), William, Adam og Teddy kom senere. Lucas og bibliotekaren havde de glemt at indkalde/ troede de ikke længere ønskede at være medlemmer.

Efter en formel velkomst blev følgende berørt:

Salt I bygningen, maling slår fra på væggene og gulvene, især er rummet over gården meget svært at tage I brug. Der er købt vinylbelægning til de to forreste rum.

Bestyrelsen ønsker at modtage Minipuljens rapporteringsplan så de kan være på forkant med rapporteringen.

Pouls’ rapporteringsskema er blevet forsinket af at Elias vil have input og godkendelse fra alle I bestyrelsen får han sender.

Der er p.t. 16-17 betalende medlemmer I ICG ! Dette fik jeg pointeret er et stort problem idet en forudsætning for projektet er min. 50 medlemmer. De overvejer nu medlemsaktiviteter, som kan øge engagementet og give medlemmerne en følelse af at de får valuta for pengene. Samtidigt vil de overveje en nedsættelse af kontingentet.

ICG vil gerne bygge et undervisningslokale på matriklen til brug for engelskundervisning. De har fået lov af husejeren, men nu er nabolejemålet så også kommet I spil. Der er en meget stor efterspørgsel på dette.

IWWA

- der er garn, både hvidt og farvet at købe I Dar. De kan bestille farver ved forskud på 1.000.000 tshs hos Uzibora I Dar. Der skal farves mellem 200 og 2000 kg pr. gang, så de er meget tilfredse med aftalen, som ikke forpligter til køb af mere end 200 kg assorterede farver pr. gang. 1 kg farvet garn koster tshs 7800.

- Ordre på garn afgives af den enkelte til økonomikomiteen som derefter supplere op med IWWA midler til min kg. 200 nås.

- Produktion af IWWA garn er lønarbejde og afregning foregår ifht kvalitetskontrol. IWWA kan nægte at modtage stof produceret af IWWA garn og væveren må derfor selv afregne garnet og sælge stoffet.

- der er 22 arbejdende vævere, dertil kommer ca. 17 arbejdere/elever.

- Mahenge sælger selv, der er blevet skrevet brev til dem men de vil ikke være med.

- Kun workshoppen I Idete er med på fælleskøb og fælles salg. De havde indkaldt til stormøde, men kun Idete og Kiberege kom.

- Det er har ødelagt det for omegnsvæverne er at de I havde lange perioder med udlæg til IWWA, som ikke afregnede leveret stof får salg og at de kun sjældent kommer ind til byen. Så vidt de ved ligge alle andre workshops stille.

- I Ifakara er væverne kommet ind I en rigtig god gænge med at hjælpe hinanden med garn og ordredeling / kapacitetsudnyttelse.

- Alle kommer med stof til butikken, hvis ikke det sælges indenfor en kortere periode kan væveren selv forsøge at afsætte til en selvvalgt pris.

- Karistas workshop fungerer nu som en selvstændig butik, hvorfra også de andre væveres stoffer sælges

- Markedet består kun af hvide og rige tz’ere.

- IWWA lå død for to år siden, men er nu vital fordi de ikke længere producerer for fællesskabet men I fællesskab. Det betyder at hvor IWWA førhen aftog alt stof uanset kvalitet bestemmer markedet nu om stofferne kan sælges og alle bestræber sig derfor på at fremstille varer I højere kvalitet. Ingen afregning uden salg. Men samtidigt og omvendt frihed til selv at sælge og fastsætte pris.

- Hver juni og december deltager IWWA I bazar I Dar med stort udbytte. De deltagende medlemmer deles om udgifterne I forhold mængden af stof de deltager med. Det styrer udbud og kvalitet og betyder at man ikke nødvendigvis selv behøver at deltage og at man hvis men ikke deltager ingen udgifter har. En stand koster 150.000 tshs.

- IWWA kan ikke konkurrerer med stof fra Kenya og Zanzibar. De har ikke “vænnet sig til at lave dårlig kvalitet” og er derfor tvunget til at satse på det kvalitetsbevidste og købedygtige marked. Det er ikke lykkedes dem at få aftale med nogen butikker I Dar endnu, men det overvejes selv at åbne en efter at de har høstet så gode erfaringer med en butik mere hos Karista.

- Samarbejdet med Joyce ligger stille.

- De har valgt ikke at have nogen manager, så alt styres I fællesskab I gennem hhv. økonomi og ledelseskomiteerne.

- Der har så vidt vides aldrig eksisteret et kunderegister.

- IWWA har skiftet e-mail til: ?

- I butikken ligger meget stof men det ældste er angiveligt produceret I december.

- Dårligt salg I januar til maj fordi ingen rige på Ifakara Centeret I regntiden

- Stort set intet salg til lokale

- Stort problem med skytter, samarbejdet med OneStep I Aarhus (stof for skytte) ligger dødt pga. misforståelse mellem Elias og IWWA (hmmm)

Til slut stor interesse I at høre vores mening

- vi anbefalede at fortsætte med ideen om flere butikker

- bedre at udnytte hinandens stærke sider, feks sende dovne sælgere tilbage til væven og sende gode sælgere I marken

- stor ros til deres reorganisering

Priser:

Kikoy: 7.500

Blanketti: 15.000

Bordløber: 9.000

Dækkeservietter: 3.000

Tørklæder: 4.500

Kurs = * 230

IDETE

Beretning kommer senere. Vi havde et godt og spændende besøg på Betlehem og videregav de donerede kr. 1500 til Lucas Michael Lihombechi. Et absolut støtteværdigt projekt han har gang i.

MEHAYO

Vi besøgte Mehayo institutionen for udviklingshæmmede i en forstad til Morogoro på opfordring af Pilgrim fonden. De havde bedt om vores vurdering af en ansøgning, som de havde modtaget på støtte til indkøb af en produktionsegnet væv. Vores baggrund er dels væveskolen i Ifakara, samt arbejdet med vævning på produktionsværksteder for bl.a. udviklingshæmmede i Danmark.

Mehayo er et ældre projekt, som oprindeligt er startet af Linda C. Ngido, som i sin folkeskole oplevede ikke at kunne gøre noget for de hæmmede elever i skolens område. Men en god portion ildhu er det lykkedes hende at skaffe midler til et ganske stort og velfungerende sted med bo-plads til 27 børn og 18 voksne. Der er tilknyttet flere lærer og håndværkere til stedet, men ingen som modtager støtte fra den tanzanianske regering. Stedet er således udelukkende finiancieret af skolepenge (som ikke alle betaler) og ekstern støtte. Desuden er der en mindre indkomst fra træværkstedet. Stedet modtager ”støtte efter projektansøgning” så som til byggeri, renovering og så videre fra en del forskellige organisationer primært i Norge, Sverige, Finland og Tyskland, men ingen driftsstøtte. Flere af disse organisationer sender regelmæssigt unge frivillige til stedet i kortere perioder

Mehayo’s aktuelle projektansøgning (som vi ikke har set), går på en væv egnet til produktion af metervarer, således at stedet vil kunne blive selvforsynende med tæpper og lagener og også på sigt vil kunne få en indkomst ved salg i lokalområdet. P.t. har Mehayo to mindre Glimåkra væve doneret af en hollandsk frivillig, som selv gav tre ugers introduktion til vævning. Disse tre uger forslog naturligvis ikke til at etablere håndværket på stedet, og vævene stod da også ubenyttede hen.

Vi havde derfor bedt væveren Martina Chipindi som bor i Morogoro om at se på stedet, så vi kunne få hendes vurdering med. Martina har selv erfaring med at undervise udviklingshæmmede i sit værksted, som i øvrigt er statsgodkendt som teknisk skole.

Martina havde i ugen før besøgt stedet og var meget optimistisk på stedets vegne. Hun kender stedet fra tidligere besøg, og hun havde under mødet drøftet muligheden for at tilknytte hende som ekstern lærer i to til tre dage om ugen i en længere periode. Martina havde flere forslag til afsætningssteder og til ombygning af de eksisterende væve så de bliver mere produktionsvenlige.

Under vores besøg redegjorde vi for vores ”rolle” og fik en gennemgang af stedets historie og en rundvisning i alle faciliteter. Bl.a. fik vi forevist et lokale i tilknytning til træværkstedet, som er tænkt anvendt til væveværksted. Herudover er der bl.a. tre gode undervisningslokaler, kantine, hønseri og gartneri på stedet.

Konklusion

Det er vores vurdering at Mehayo har både rammerne og organisationen til at kunne etablerere og drive et væveri på stedet, og at dette sted med tiden vil kunne bidrage til en indkomst til stedet.

En forudsætning herfor vil dog være, at det lykkes at tilknytte en uddannet væver til stedet i en længere periode, evt. med henblik på at uddanne en af stedets egne lærere.

Herudover er det en forudsætning at det omtalte område af træværkstedet skærmes forsvarligt af med en skillevæg og at der etableres ordentlige lysforhold i lokalet.

Endeligt må der ved bevillingen tages hensyn til at alle for faget nødvendige værktøjer er omfattet (skytter, kamme, søller, trendbord m.v.).

Vævene selv vil kunne købes lokalt i Ifakara.

En projektbevilling bør derfor udover væv og tilbehør omfatte lønudgift til en væver i to til tre år, subsidiært uddannelsesomkostninger til en sådan, samt midler til istandsættelse af værkstedslokale.


Bestyrelsesmøde		Bestyrelsesmøde

Hovedgaden		Facade af bygning

Grundplan

Sattelitmodtager	Vandtårn

Generator	Brøndboring

Undervisningslokale	Undervisningslokale

Internetcafe	Kopimaskine

Køleskab	Skærme

Loftsfan

Henning Hansen

Kasserer

Bue og Henning i Tanzania

Besøgsrapport for første projektrejse til Ifakara Community Center

foretaget af Bue og Henning juni/juli 2007.

REJSEN

Når jeg tidligere har tænkt på, at det at rejse kan være besværligt, har jeg altid tænkt på eksempler fra Afrika. Her har en god tålmodighed ofte været forudsætningen for at strabadserne har kunnet opleves, som netop en del af selve oplevelsen ved at rejse. Denne gang begyndte og sluttede problemerne i Europa.

Efter en mindre forsinkelse i afgangen fra Københavns lufthavn kom vi så sent til London, at vores fly videre til Dar es Salaam nåede at lette, før vi var kommet igennem en time lang kø i sikkerhedskontrollen der. Ergo måtte vi rebooke vores forbindelse, så vi nu skulle over Amsterdam den næste morgen og måtte lade os indkvartere på Hilton for natten. På grund af denne forsinkelse nåede vi heller ikke toget samme dag fra Dar es Salaam til Ifakara, men hvad værre var, vi genså ikke vores bagage før 14 dage senere i Ifakara.

Efter 4 dage i Dar uden nogen sikkerhed for hvornår bagagen ville nå frem besluttede vi at tage toget videre. Denne togrejse udviklede sig til noget af det længste og mest skræmmende jeg endnu har været ude for. Det begyndte sådan set meget godt, med planmæssig afgang fra Dar. Med toget viste sig at være repræsentanter for den hollandske organisation, som kører sociale projekter i Ifakara, som Ifakara Community Group også er involveret i, samt en ambasadefunktionær med gæster hjemmefra.

Efter ca. to timers rejse brød lokomotivet sammen på et tilsyneladende helt øde sted. Vi var kommet langt nok ud til at dækningen på mobiltelefonerne svigtede, så lokoføreren måtte gå tilbage langs sporet til en landsby og håbe på at kunne få fat i Dar. Imens vi ventede dukkede flere og flere mennesker op for at se på toget og sælge af deres forråd. Efter en time var de lokale handlende dukket op med det meste af deres varelager. Endeligt vendte lokoføreren tilbage og kunne meddele, at et andet lokomotiv var på vej fra en station længere fremme. Efter yderligere en time, hvor var natten faldet på og toget lå helt mørklagt på sporet, nåede lokomotivet frem, blev spændt for, og vi fortsatte vores rejse. Efter yderligere et par timers kørsel stoppede toget igen og lå mørklagt ved en station en times tid. Det lykkedes os ikke at finde ud af grunden til det lange stop, men vi fik da et udmærket måltid fra restauranten i fred og ro imens. Rejsen fortsatte og de fleste var nu efterhånden gået til ro i køjerne, da toget igen stoppede ved en station. Pludseligt begyndte lokomotiverne at rangere forbi vognene. Jeg troede først, at det var et modkørende tog, der passerede, men det var vores lokomotiver, der passerede og stoppede længere tilbage på sporet. Dette havde tydeligvis ophidset passagererne på tredje klasse voldsomt. I mørket kunne jeg gennem myggenettet høre kraftigt tiltagende skænderier udenfor på banegården. En flok på vel omkring 50 havde forladt toget. Opstandelsen var opstået, fordi togselskabet havde besluttet at rangere det havarerede lokomotiv til reparation i Dar og efterlade os på stationen for natten. Folket krævede nu deres penge tilbage og var efterhånden ekstremt tændte. Jeg hørte dem forlange pengene tilbage, ellers ville de sætte ild til stationen. Jeg var nu også helt vågen og informerede hele tiden hollænderne og ambassaden i de tilstødende kupeer. Vi blev alle beordrede til at holde lav profil, lukke vinduer og låse døre af togstewarden. Skænderierne bølgede frem og tilbage udenfor og kulminerede da ideen om selv at indkassere pengene fra de hvide i toget opstod i flokken udenfor. På én gang satte flokken sig i bevægelse hen imod vores 1. klasses vogn. Jeg lå på spring og skulle netop til at vække Bue og få os alle evakueret ud i den mørke nat, da jeg pludseligt hørte lokomotivet starte op igen. Flokken var stoppet lige udenfor vores vindue og brød ud i vild jubel og stormede sejrsbevidste tilbage til deres egen vogn. Lokomotiverne rangerede tilbage, blev spændt for, og med 8 timers forsinkelse nåede vi frem til Ifakara i den tidlige morgensol. En 8 timers rejse gennem dyrereservatet Selous var blevet dobbelt så lang og langt mere begivenhedsrig, end vi havde forestillet os.

På banegården havde Elias overnattet sammen med hospitalets chauffør, så vi var 6 trætte personer der skulle med landroveren ind til byen, men ak problemerne var ikke slut: hollænderene manglede en kuffert. Politiet fik stoppet alle de allerede overfyldte vogne, placeret en person på hver og så gik det ellers ned til rutebilstationen i byen, hvor alle biler blev tømt og gennemsøgt. Men kufferten var og blev væk. Senere viste det sig, at de havde glemt den på toget, og et par dage efter var den tilbage i deres besiddelse.

Hjemturen blev ikke meget bedre; på grund af en formodet bombe i Heathrow lufthavn måtte vi vente 3 timer på landingsbanen og kom ind i terminalen til et veritabelt kaos. Uden information, vand eller mad ventede flere end 20.000 passagerer i alle mulige udsigtsløse køer for at rebooke deres billetter. Jeg tilbragte 3 timer i to forkerte køer før jeg fandt den rigtige, der lukkede ca. 80 mennesker før min tur. Besked: kom igen i morgen kl. 5:30. Da der var udsigt til optøjer, flere var besvimede eller kastede op af træthed, fik det maskingevær bevæbnede politiet udvirket at de resterende ca. 3000 blev indkvarteret på de bare gulve i Hiltonhotellets kælder. Intet hensyn til børnefamilier eller ældre. Kaos gentog sig næste morgen, hvor alle igen kæmpede for en ny plads i køerne. Så jeg var meget lettet da jeg endeligt, efter mere end et ufrivilligt døgn i London landede i København.

ICG (Ifakara Community Group)

Det er utroligt hvad især Elias, men også bestyrelsen har gang i, allerede har gjort og har tænkt på, men det hele hænger naturligtvis meget på Elias, som jo nu er projektansat; alligevel virker han overhovedet ikke magtfuldkommen, men er tværtimod meget opmærksom på at inspirere og uddanne de andre i det han har lært. Med Maria Ndogoti (væver) som ny formand kan det måske godt blive en opgave, at sikre en stærkt ledet bestyrelse, men arbejdet er fornuftigt opdelt i flere udvalg. Selve koordinationen af opgaverne og informationsniveauet vil blive betragteligt afhjulpet med det nye hus. Der vil fremover være et fast mødested, hvor alle kan komme ind forbi og høre nyt og møderne kan afholdes.

Der afholdes bestyrelsesmøder i henhold til vedtægterne.

ØKONOMI

Vi greb det sådan an, at jeg detaljeret gennemgik budgettet med Elias, som så senere fremlagde det på et bestyrelsesmøde, som vi deltog i. Herved fik vi sikkerhed for at både Elias og bestyrelse er helt med på projektets omfang og begrænsninger.

På samme måde gennemgik vi monitoreringsskemaet før mødet. Elias fremlagde det for de andre, og derved vi fik vished for, at det var forstået og accepteret.

Senere gennemgik jeg regnskabsprocedurene for Elias og vi bogførte de allerede indgåede bilag sammen. Jeg udarbejdede et budgetstyringsskema, som henter nøgletallene frem fra selve bogføringen, så det hele tiden er synligt for dem, hvor meget der i alt er på de enkelte konti, hvor beløbene kommer fra, og hvor meget der resterer dels at blive overført fra Danmark og blive forbrugt. Dette skema bliver forhåbentligt et godt instrument, som også kan bruges ved detailbudgettering af fremtidige udgifter. Det som komplicerer regnskabsopgaven er jo bl.a. at der skal føres separate regnskaber for de midler som tilgår projektet fra dels Minipuljen, Kilangoro og driften af centeret. På et senere møde gennemgik Elias bogføringen og budgetteringen med økonomiudvalget og vi fik vished for at alt var blevet forstået og accepteret. Medlemmer af økonomiudvalget er foreningssekretær William (secondary school lærer) og kasseren Henrico (store manager på hospitalet og ejer af en lille forretning i byen) og de virker begge som meget kompetente og engagerede medlemmer.

Med hensyn til revision, blev det på bestyrelsesmødet besluttet at undersøge muligheden for lokal revision. Det viser sig, at der muligvis er registrerede revisorer i byen, som kan dokumentere den kompetence som Minipuljen kræver. Det blev yderligere diskuteret, hvorvidt bestyrelsen skal have kompensation for det arbejde de udfører. Problemet er, at stort set alle bestyrelsesmedlemmer har arbejde, som de i varierende grad kan få fri fra. De besluttede at udarbejde en model for kompensation, så de ikke mister engagementet i arbejdet, men ville ikke tage beslutning før på et senere møde.

Regnskab pr. 1/7-07:

CASH AVAILABLE

Available	Bank	Cash
Total available in TZ from minipulje	663.578,46	168.400,00
Total available in TZ from Kilangoro /ICG	20.974,99	88.210,10
Total available in TZ	684.553,45	256.610,10

PROJECT FUNDING

Minipulje funding	DKK	TSHS
Total	244.385,00	52.022.210,76
Spend in Denmark	31.643,56	6.735.961,48
Transferred	52.683,54	11.214.739,94
Remaining	160.057,90	34.071.509,33

Kilangoro funding	DKK	TSHS
Total	26.093,00	5.554.414,33
Transferred	2.246,49	478.210,10
Remaining	23.846,51	5.076.204,22

ICG funding	DKK	TSHS
Total	47.152,00	10.037.241,57
Generated	99,47	21.174,99
Remaining	47.052,53	10.016.066,58

BUDGET TOTALS

Budget totals	Start	Spend	Remaining
Minipulje	52.022.210,76	3.400.100,00	48.622.110,76
Joint ICG / Kilangoro	15.591.655,90	390.200,00	15.201.455,90
Total	67.613.866,65	3.790.300,00	63.823.566,65

PROJECT ACCOUNTS

1. Activities	Start	Spend	Remaining
Minipulje	9.792.015,45	0,00	9.792.015,45
ICG / Kilangoro	0,00	0,00	0,00
Total	9.792.015,45	0,00	9.792.015,45

2. Investments	Start	Spend	Remaining
Minipulje	19.529.110,46	3.393.100,00	16.136.010,46
ICG / Kilangoro	4.215.888,39	0,00	4.215.888,39
Total	23.744.998,85	3.393.100,00	20.351.898,85

3. Local employees	Start	Spend	Remaining
Minipulje	1.904.334,13	0,00	1.904.334,13
ICG / Kilangoro	3.808.668,27	360.000,00	3.448.668,27
Total	5.713.002,40	360.000,00	5.353.002,40

4. Local administration	Start	Spend	Remaining
Minipulje	4.471.545,14	7.000,00	4.464.545,14
ICG / Kilangoro	6.684.540,63	30.200,00	6.654.340,63
Total	11.156.085,77	37.200,00	11.118.885,77

ICC-HUSET

ICG har lejet et stort gammelt indisk-bygget hus lige ved keep-lefti'en (rundkørslen i centrum). Det er et køligt hus og i forholdsvis god stand. Under vores besøg var de i gang med en stor og grundig istandsættelse, som skred imponerende hurtigt frem. Elias har hyret malere, tømre, murere, elektrikere og blikkenslagere. Stedet er på groft estimeret 100kvm, der er tre højloftede rum, en gårdhave (ikke inkluderet i kvm estimat), bad og toilet og et lagerrum. Der er blevet sat burglarbars op. Der er et stort hulrum med luftkanaler over de første to rum, som betyder, at disse er godt kølede. Det bliver muligvis ikke brug for airconditionanlæg, men husets genbo, inderen Godbole fortalte, at varmen sætter sig i de tykke mure over sommeren, hvilket forhindrer natlig nedkøling, vi vil derfor afvente sommeren før det besluttes.

Huslejen er på 840.000 tshs om året, dvs. 350 kr. om måneden. Elias anslår prisen på hele huset (3x det lejede) til at være ca. 10.000.000 tshs (50.000 kr.). Det er selvfølgelig kun et meget løst overslag, men viser noget om prislejet. Lejen svarer nogenlunde til budgettet. Hvis vi på et tidspunkt får mulighed for at købe huset vil ICG kunne tjene penge som udlejer, foruden selvfølgelig spare lejen.

Der er stor begejstring omkring huset, som alle ser meget frem til at tage i brug.

Fredagen inden hjemrejsen afholdt vi et åbent bestyrelsesmøde i huset, som nu står helt indflytningsklart.

INVENTARET

Forhåbentligt før vi snarest besked om at godset er på vej til Ifakara. Fragtfirmaet har brugt 14 dage på inklareringen, nu er alt op til havnemyndighederne.

FAKLEN

ICG har modtog Frihedsfaklen (mwenge/the uhuru torch), som går på turne mellem de forskellige distrikter i Tanzania i løbet af et år, for at hædre og fejre initiativer, som fortjener det udfra de nationale idealer om frihed og enhed. Det er Kilombero-og Ulanga distrikterne, som har udvalgt ICG som områdets mest værdige initiativ. Safi saaaana! Mwenge festen gik godt, der var både ngoma, grader, diskotek og hornmusik der konkurrerede om hvem der kunne lave mest larm i timerne op til de ca. 15 landcruisere med de høje herre ankom. Elias holdt tale derefter en fra distriktet og så leverede en uniformeret kvinde en hiv/aids peptalk fra regeringen og væk var de. 25 min i alt. Bue har dokumenteret festen på både billeder og film.

DET HOLLANDSKE PROJEKT

Vi holdt flere møder med repræsentanterne for det hollandske projekt. Der umiddelbart en interessekonflikt mellem os og dem, idet de også har satset på Elias som ansvarlig og ansat. Imidlertid tror vi mere på at denne potentielle konflikt kan vendes til et konstruktivt samarbejde, men graden af samarbejde kunne de umiddelbart ikke beslutte, da de skulle have op på et møde hjemme i Holland. Den hollandske forening kører sociale projekter og har ansat Elias på deltid som ansvarlig for uddeling af fornødenheder til gamle og syge, samt til renovation af disses boliger. Herudover støtter de trængende uddannelsessøgende med skolepenge. P.t. har de lejet sig ind i IWWA’s lokaler i byen, men overvejer at acceptere at projektet flytter ind i ICG’s nye hus. Lederen og stifteren Christina Irrentraud de Kleer virker meget begejstret for ideen om at flytte projektet fra hospitalets regi til ICG. Hun har godkendt, at Elias delegerer en del af sit arbejde til hans kone Bernatetha. Det var i øvrigt lidt svært for os at finde tid til møder med Elias, på grund af hollændernes besøg. De skulle auditerer hans arbejde med de gamle og syge, bl.a. gennem hjemmebesøg hos klienter og se på økonomi og fremtidige budgetter. Endeligt lever han jo nu sammen med Bernadettha og deres to sammenbragte børn, og hun er ikke helt tilfreds med aldrig at se ham. Ofte sluttede hans dag først med et tilsyn af arbejdet i ICG huset kl. 10 om aftenen!

IWWA (Ifakara Woman Weaver Assosiation)

Den Århus-baserede forening OneStep havde bedt mig undersøge, om der evt. kunne etableres et samarbejde med væverne i Ifakara. Jeg havde derfor indkøbt 6 flyveskytter, som jeg skulle forhandle prisen på i stof, som de så kan videresælge her i Danmark. Herved vil IWWA kunne sikre sig adgang fornødenheder såsom skytter og kamme, som de ikke har adgang til lokalt. Ideen blev modtaget med begejstring af IWWA, som straks udvalgte 48 stykker vikoi og blanketti, som første betaling.

Regnskabet ballancerer herved på den måde at OneStep kan sælge skytter og kamme til halv pris og få fuld dækning ved det forventede salg af stofferne her i Danmark. Det videre samarbejde er nu overladt til OneStep og bestyrelsen for IWWA.

Der er i alt 6 IWWA-workshops i Ifakara, og desuden en i Kidatu, Mang'ula, Mahenge, Idete, Chita, Mtimbira og Ruaha. De optalte 48 aktive fuldgyldige medlemmer af IWWA i alt, men medregnes mesterlærerelever/ansatte er tallet større. Deres største problem er stadigt kapital til at købe farvet garn i god kvalitet. De ville kunne sælge betydeligt mere, hvis udbuddet af garn var bedre. Der var ikke de store klager over markedet, som efter Guggas aftale om faste leverancer betegnes som godt.

Der har været en større konflikt mellem mission og IWWA, som nu lader til at være bilagt. Problemet var at IWWA i to år ophørte med at drive undervisning på væveskolen, men udelukkende drev forretning med udleje af væve der og at missionen derfor krævede sin ret til selv at drive skolen videre. Dette blev for så vidt accepteret, men det store stridspunkt var ejerskabet til vævene. De er nu alle i missionens besiddelse.

De to vævere Josofina Mkwata og Maria Ndogoti er nu ansat af missionen som lærere på væveskolen. IWWA er ikke længere utilbøjelige til at ville sende deres elever tilbage på skolen til kortere kurser og omvendt acceptere skolens elever som fuldgyldige medlemmer af IWWA. Der er dog p.t. kun 6 elever på skolen. I øvrigt er der nu flere mænd blandt eleverne i de forskellige workshops. Spera er p.t. formand, Lutberta sekretær og Karista kasserer. Karista driver tilsyneladende den største og mest profitable workshop i byen. Samarbejdet med Joyce og hendes forretning i Dar er af stor betydning for nogle af væverne. Joyce fortæller, at hun nu har solgt over 3000 vikois fra Ifakara væverne. Efter en periode med problemer med garnkvaliteten er stofkvaliteten nu tilbage til det normale og nye aftaler om køb er indgået fornyligt.

Eventuelle køb af stof direkte fra IWWA kan betales via NMB (National Microfinance Bank) - Ifakara branch kontonr. 2162300057 mrk. Ifakara Woman Weavers Association. Forsendelsen sker fra Dar es Salaam - den kan ikke håndteres fra Ifakara.

IFAKARA BY

Myndighederne er gået i gang med at asfaltere lufthavnen og forberedelserne til at asfaltere vejen derfra igennem byen til hospitalet og Ifakara-centeret er godt i gang; det bliver en kæmpe revolution for støvbefængte Ifakara! Fremover dør de sikkert mere af hastigheden på vejen mere end af bronkitis! Det er helt vildt og huspriserne eksploderer lige nu. Ifakara er nu en rigtig storby. Der er rigtigt mange vejgennembrud og utroligt mange butikker langs alle veje. Især er der nu butikker langs tre parallelveje til hovedgaden fra keep-lefti til ud omkring Vivanda setini. Og så skyder der det ene villakvarter efter det andet op. Rigtigt mange af de store tomme områder og lavtliggende områder i byen er nu bebygget med store stenhuse, mange med hegn, have og blomster.

Jytte og Allan I Tanzania

Dagbog: Turen går til Tanzania fra den 2 februar til den 9 marts 2007

Dagbogen har jeg inddelt i 2 dele.

1 del

. En rejse rundt i Tanzania med 16 andre deltagere. Anders og Birgitte, vores venner der var frivillige sammen med os i Tanzania far 1988 – 90, har arrangeret en tur for venner og venners venner. Udover en dejlig 5 dages safari, var det en meget anderledes turist tur, da Anders og Birgittes i samarbejde med deres afrikanske venner fra Moshi, har planlagt mange besøg og foredrag for os. De har indført os i Tanzanias aktiviteter og problemer, særligt omkring skolevæsenet og kaffeproduktionen. Desuden har mellemfolkelig Samvirke stillet op til foredrag, både i Dar Es Salaam og på TCDC kursuscenter i Arusha. Alt det har givet os en god fornemmelse af Tanzania i dag på godt og ondt. Tak for det.

2 del

. De sidste 14 dage af turen rejste Allan og jeg på egen hånd til Ifakara, den by vi arbejdede i fra 1988 til 1990. Det er en stor landsby med 40 – 50.000 indbyggere, der ligger i Kilongorodistrektet ca 400 km fra Dar es Salaam, ude i bushen mellem Morogoro og Irenga.

1 del

Den 3/2.

En regnvejrsmorgen i Danmark, forlader Allan og jeg Domus Vista kl. 8.00 og drager af sted mod Hovedbanegården, fyldt med forventninger til gensynet med Tanzania. Der skal vi møde Ingrid, vores ven fra Klint og Karlotto møder vi i Odense. Sagen er den, at vi skal mødes i Billund med de andre 16 deltagere og rejser dertil med tog og bus.

Derfra går turen til Nairobi over Amsterdam.

Billund lufthavn emmer af rejselystne og eventyrlystne mennesker, som vi skal være sammen med i 3 uger. Efter de 3 uger forlader Allan og jeg selskabet og drager af sted mod Ifakara, hvor vi har boet og hvor vi skal møde venner fra dengang. Samtidig har vi opgaver som skal løses for vores venskabsforening Kilangoro. se hjemmeside: www.Kilangoro.dk. Vi ankommer til Nairobi lørdag morgen den 3 februar. Kører direkte til Ngong Hill hotel, et rigtig afrikansk hotel hvor vi hvilede os i 1 time med en generator larmende udenfor. Hurra vi var kommet til Afrika. Efter1 time kører til Karen Blixens hus. Det er fantastisk at stå midt i Afrika og høre en afrikaner fortælle om en dansker med så stor respekt. Fortæller den rigtige historie, som han siger. Han fortæller at det som filmen viser er rigtigt, at Karen ikke ville forlade sin farm før alle de afrikanere som havde hjulpet hende gennem hendes tid i Ngong, fik et hus og noget jord så de kunne klare sig. Hun var selv gået fallit da kaffefabrikken brændte. Man får virkelig lyst til at læse hendes bøger igen.

Den 4/2.

kørte vi til Arusha i Tanzania, Ankom til Backpackers paradise hotel til aftensmad. Et fantastisk dejligt sted. Ud af en knoklet rød jordvej kom vi til et paradis, hvor kronetraner gik rundt mellem os. Der var grønt og fyldt med bourgonville i alle farver. Vi spiste aftensmad i de smukke omgivelser. Fik derefter besøg af den danske konsul, Gerd som ejer firmaet Scan Tan som har arrangeret vores 5 dages safari tur sammen med Anders og Birgitte . Han er gammel frivillig fra MS for 35 år siden og har siden boet i Tanzania. Har syv børn hvoraf de ældste er over 30 og de yngste 2 og 3 år. De fleste har forskellige mødre, så han er rigtig tanzanianer. En af hans sønner Levin, kom og fortalte punkt for punkt de næste 5 dages program for Safarituren i Tarangeri dyrepark, Serengetti og Ngorogorokrater.

Den 5/2.

om morgenen begyndte eventyret. Vi blev hentet af 3 jeeps. Delte os op i 3 grupper. I den ene bil var Gerds anden søn, Allan, chauffør så de der ønskede at blive guidet på dansk kunne vælge den bil. Selvom han har boet i Tanzania i hele sit liv og boet sammen med sin afrikanske mor, kan han flydende dansk. Allan og jeg kørte med en guide kaldt Gido, som vi alle seks bliv rigtig gode venner med. Første dag kørte vi til parken Tarangeri. En park som Allan og jeg kender særdeles godt. Også i kraft af, at det var der min bror, min niece og jeg kørte fast og sad et døgn. Det var et godt gensyn også fra mange gode elefantminder. Vi så giraffer, zebraer og en stor flok elefanter i alle aldre. Her er meget grønt i Tanzania, da det har regnet mere end sædvanligt og regntiden er ikke ovre endnu. Det måtte vi sande da vi om natten kom til en camp hvor vi skulle overnatte i telt. Vi nåede lige ind i teltene og det begyndte at regne rigtig meget, som det jo gør hernede. Kokkene som var kørt i forvejen, havde lavet dejlig mad til os. Heldigvis var der en overdækket banda som vi kunne sidde under.

Den 6/2.

om morgenen var regnen stoppet, vi fik pakket og skulle videre ud i Serengeti. En bil med telte og proviant kørte i forvejen. Vi forlod Tarangeri og kørte mod Serengeti, en dagsrejse. Da vi kom til den sidste by Karato holdt vi hvil og spiste medbragte madpakker. Men så skete der ændringer i programmet. Karlotto, vores gode ven, var i løbet i dagen blevet mere og mere syg med høj feber, uden andre symptomer end ondt i hele kroppen , svimmelhed og lå og sov så snart han kunne. Jeg turde ikke køre videre uden at have konsulteret en læge. Allan, vores guide, Anders , Allan og jeg kørte karlotto til sygehuset, et kvarters kørsel derfra. Hvis vi var kørt videre var vi uden for alt civilisation, og det turde vi ikke. Det var et typisk afrikansk sygehus med lange køer af patienter i farvestrålende kangaer. Da de så karlotto, hvor syg han så ud, kom han i første række og ind med det samme. En venlig afrikansk læge tog imod os. Karlotto fik taget blodprøve undersøgt urin, og efter 3 kvarter var vi ude igen med 2 poser tabletter i hånden. Én med febernedsættende medicin og en med bredspektret antibiotika. Vi betalte kun for pillerne og de kostede 40.000 shilling ca. 60 dollar for 14 tbl. Antibiotika og 30 tbl aspirin . Det er ikke noget problem for os, men afrikanerne skal betale det samme. Og det har de naturligvis ikke råd til. Før en sikkerheds skyld blev hele selskabet enige om, at vi hellere måtte overnatte i Kirato, og der fik vi lige hvad vi havde brug for. Et pragtfuldt hotel i tanzaniansk stil bygget af en afrikansk kvinde gift med en irer. Vi var trætte , trængte til bad efter en våd overnatning i telt, og det var lige før vi alle takkede karlotto som allerede på det tidspunkt havde det bedre.

Den 7/2.

om morgenen er humøret højt og vi kører mod Serengeti. Tænk at køre ud på den slette som vi tit har set i fjernsynet. Der er dyr så langt øjet rækker, gnuer, zebraer, giraffer og alle former for gazeller, farvestrålende fugle som vi nøjsommuligt prøver at fotografere til ære for vores svigersøn. Vi så grippe fortære et ådsel, vi så en gepard der lige havde nedlagt en gazelle. Det er så dramatisk, samtidig med at der hersker en ro mellem dyrene medens de går og græsser. Når motoren på bilen stopper kan vi høre stilheden kun afbrudt af naturens lyde. Vi fik en fin middag under en banda hvor vi havde udsigt til giraffer og kunne høre dyrelyde. Kl 18.30 er det helt mørkt, og så har vi kun lydene og lugtene. Desværre er Allan på det tidspunkt blevet rigtig godt forkølet efter træk i bilen, så nu var det hans tur til at blive nurset

Den 8/2.

om morgenen bliver vi vækket i teltene af store løvebrøl. Vi var lidt forsigtige med at gå ned til toiletterne der ligger lidt væk fra campen, men i flok går det. Vi fik da også øje på 2 løve hanner der strejfede rundt 50 meter væk fra campen, og senere 2 hunner. Vi var ret høje. Efter morgenmaden gik turen ca 100 km igen tilbage over Serengeti hvor vi så flere dyr inc.l løver. Vi besøgte en masailandsby. Masaierne er alle vegne i dette område. Smukt klædt , fyldt med smykker. Vi fik en indsigt i deres dagligliv, så hvordan de bor i små runde lerhytter som kvinderne har bygget til sig selv og børnene. De skal bygge dem på én dag. For hvis mørket falder på inden de får lagt stråtag, kan de onde ånder trænge ned i huset. Manden skifter med at sove hos sine koner om natten. Ved at sætte sit sværd udenfor den valgte kones hytte, kan man se hvor han sover. Vi kørte derefter ned i Ngorogoro krateret. Det største krater i verden der er 20 km . i diameter. Vi fik 2 store næsehorn at se, en stor bøffelflok, lyserøde flamingoer over søen, og alle andre dyr. Der er så ubeskriveligt smukt. Der var meget vand dernede på grund af regntiden. Vi mødte en bil som havde siddet fast i mudderet i 4 timer, en afrikaner med 2 engelske turister, så da vores guider gik i gang med at trække dem fri, var de godt nok glade. Efter Ngorongoro kørte vi igen til karato hvor vi slog lejr, meget glade og trætte.

Den 9/2.

gik vi på markedet i Karato , og skulle besøge en familie fra en stamme kaldet irazstammen. Vi fik et interessant foredrag af en familie far, Daniel på 62 år, om deres fortid. De kom fra Etiopien for 4 hundrede år siden. Han fortalte om deres gamle tro hvor de på brudedragter har mange fine symboler. F. eks en rund sol, da det der solen der er deres guddom. Deres liv går i en cirkel, de fødes - lever - bliver gamle med stok og bliver mindre og mindre igen - dør og fødes igen. Det hele går i ring. Nu er de kristne men har stadigvæk deres gamle traditioner. Han mener at Nyere ( Tanzanias første præsident ) har givet Tanzania et menneskesyn der gør, at de ikke bekæmper hinanden, at de føler sig som et helt land. Alle går i skole, alle forstår hinanden på Kiswahili. Det er desværre ikke almindeligt i mange afrikanske lande. Herfra gik turen til TDCD. Et kært mål for os, som har boet her i Usa River nær Arusha i 3 måneder for 19 år siden.

Den 10/2.

. Kl. 8 kom en politiker og administrator fra centeret her og holdt foredrag for os om Tanzania i dag. De er meget bevidste om globaliseringen, hvordan den rige verden bruger de fattige landes ressourcer, hvordan der er korruption mange steder, og igen den taknemmelighed tanzanianerne føler overfor Nyere, deres første præsident efter uafhængigheden i 1961. Og at de netop ved sidste valg havde fået en lignende personlighed som leder. Vi var meget berørte og stille efter et 2 timer indlæg med optimisme fra de 2 tanzanianere, som ser lyst på fremtiden. Hele gruppen skal op og gå på mont Meru, en tur vi har prøvet. Allan og jeg besluttede derfor at dagen i dag den 10 februar skal bruges til at slappe af med de gode minder vi har fra den tid vi startede vores ophold hernede sammen med Lene. Karlotto blev her for at fordøje alle indtrykkene. Ingrid tog med og repræsenterede os andre sjællændere. Vi nød stilheden på TCDC, det danske kursuscenter. Fik skrevet breve, tænkt nostalgiske tanker om vores tid 19 år tilbage. Det var der, vi modtog et brev fra Danmark om, at der lå en lille Anders i Mariannes mave. Det var der vi først mødte vores gode ven Rikke osv. Om aftenen ved middagsbordet kom vi i snak med tanzanianere som deltog i et kursus TDCD. De var universitetsuddannet og kom fra Dar E Salaam. Til forskel fra foredraget om morgenen, kom de med en mere betænkelig indstilling til fremtiden. De bekræftede, at de har fået en god præsident, men at han vil få det meget svært ved at få sine ideer ført ud i livet, da mafiaen er på spil i Tanzania. De vil true ham og hans familie. De fattige bønder på landet dør ofte fordi de ikke har råd til medicin, så vores bange anelser om, at de fattige ikke har råd til at betale holder stik. Der dør mange flere tanzanianere af malaria end af aids, og det er fordi de ikke bliver behandlet. De er positive over den udvikling der sker indenfor turisme. Det må skaffe penge til landet. Men det gør skellet mellem rig og fattig meget stort. Og det kan vi tydeligt se. Man kan få næsten alle varer, her er mange flere biler osv. Det er jo godt, men……

Den 11februar.

sov vi længe og blev hentet kl. 10.00 af vores ene guide. Vi blev kørt ud i Arusha Nationalpark, hvor vi skulle møde de andre som kom ned ad bjerget. De havde haft en god tur selvom det var hårdt. Vi kørte rundt i parken og så en abe med en stor hvid busket hale . Den findes kun der, så det er lidt spændende Derefter gik turen til en lille fattig landsby kaldet Usa River, der er præget af arbejdsløshed, fattigdom, prostitution, alkoholisme . Der ligger et børnehjem for forældreløse børn, startet af en afrikansk kvinde. Hun begyndte med at tage forældreløse børn til sig fra landsbyen. Da Gerd, konsulen, så det, fandt han penge til at bygge et børnehjem. Dels sponseret af ham selv, og af andre organisationer f. eks Lions Club. Det er et meget fint sted, hvor børnene fra 3 år til de har fået uddannelse kan bo. Der er dannet en dansk forening omkring projektet som hedder: Støtteforeningen for Usa River børnehus. Deres hjemmeside :www.tanzibarn.dk. Der er danske unge mennesker dernede for at arbejde frivilligt mindst ½ år ad gangen. En stor chance for unge til at fornemme et så anderledes land. De er meget glade for at være der. Det vil være fint at lave et lignende sted i Ifakara, men svært fordi der løbende skal penge til. De har jo ingen indtægter sådan et sted, så der skal stor kapital til at bære projektet. Herefter gik turen til Moshi. Byen der ligger for Kilimanjaros fødder. Vi blev installeret på hotel Buffalo, hvor vi skal bo i 4 dage.

Den 12 februar

om morgenen begynder eventyret igen. Ali, Inspektør på et teacher training center, som Anders har været med til at bygge op, hentede os i en gammel bil med chauffør . Vi var ude på skolen, og blev fint modtaget med kaffe, nystegte fisk og en slags risæbleskiver. Vi fik et godt foredrag om skolesystemet i Tanzania. Det er bygget op med primery school, secondary school og til sidst 2 år svarende til vores gymnasium. Problemet er at det kun er de første år der er gratis, udover skoleuniform, som mange ikke har råd til. Der er ikke secondary schools nok, og ikke kvalificerede lærer nok. Men det går langsomt fremad, og alle er meget optaget af at udvikle skolesystemet. Vi så en afdeling af en primary school for retarderede børn. Det så rigtig fint ud, og eleverne lærer at klare sig selv med daglige ting, og nogle få har lært så meget, at de kan deltage i almindelige skole. Vi så en afdeling for blinde børn, på en p. school, hvor amerikanere har sponseret en stor legehal hvor farlige solstråler ikke kan komme igennem. Der er flere albinoer der er blinde og får hudcanser af at være ude i solen. Den er netop færdigbygget og rigtig stor og flot. Vi nåde lige hjem til frokost. Derefter kørte vi langt ud på landet op mod Kilimanjaro, hvor der bor en fattig familie, der lever af at dyrke kaffe. Han er den dygtigste i omegnen men kan alligevel ikke helt leve af det. Der er meget smukt og grønt deroppe. Kaffeplanterne står imellem bananplanterne der skygger så de ikke behøver at vande så meget. Han har ca.1000 små kaffeplanter til salg der står lige så fint i rækker. Han selv bor i et lille fattigt hus.

Den 13 februar.

Igen blev vi hentet kl. 9 og kørt ud til en af Alis venner, hvor de havde arrangeret, at vi kvinder skulle lære at lave Chapati, en slags pandekage. Det var meget hyggeligt og vi sluttede af med at spise frokost med ris, chapati, bønner og ærter. Vi nåede lige hjem inden vi igen skulle af sted til sygehuset. Der var arrangeret et møde med En ergoterapeut der hedder Peter. Han er søn af den kvinde som hjalp Anders og Birgitte i huset da de boede hernede. Der er en afd. med ergoterapi som vi så og hørte om. Der er kun 28 ergoterapeuter i hele landet, så det er også noget de er ved at bygge langsomt op. De har intet at gøre godt med, men er kreative til selv at finde løsninger til hjælpemidler. Dels med papmache, og andre foranstaltninger. Det var rigtig fint at se.

Den 14 februar.

I dag så vi en kaffefabrik, så nu har vi snart været igennem hele processen . Det er lidt beskæmmende, at der ikke er så meget kaffe som der kunne være. Det er et andelsselskab som har eksisteret i mange år, men uden særlig stor effektivitet. Bønderne begynder nu at sælge deres kaffe til private fabrikker. Der får de en bedre betaling her og nu. I andelsbevægelsen får de bonus når året er omme. Selvom andelsbevægelsen er bedre på længere sigt, da bønderne er medejere af fabrikken, passer det nok bedre til den afrikanske mentalitet at få penge her og nu. Vi kender ikke dagen i morgen. Frokost fik vi hos Anders og Birgittes venner og kollega. En dejlig afrikansk lærer som også er optaget af foreningen mod aids. De bad os om at komme om aftenen til et Hiv/Aids arrangement i Moshi og deltage. Alt man køber vil gå til aids bekæmpelse. Hendes mand har en bar langt derude i bushen udenfor Moshi hvor de bor. Her sælger han pumpe, som er øl lavet på majsmel. De der køber er mænd der kommer hjem fra arbejdet og lige skal have en halv liter øl. Det er også det kvinderne siger, at mændene køber pumpe i stedet for at give børnene mad. Der kom nu også kvinder i baren. Han ønskede ikke at vise os baren indvendig, men vi skulle smage på øllet. Det var ikke nogen særlig fornøjelse. Om aftenen var vi 4 fra selskabet der gik til fest. Det var hovedsageligt arrangeret af amerikanske og afrikanske kvinder. Vi fik dejlig mad og der var dans bagefter. Dejligt at se afrikanerne danse. De kan altså noget som vi ikke evner. Da vi gik hjem var alt lyset gået ud i byen. Vi greb om hinanden og gik hurtigt i skarpt trav. Godt at Anders var med. Han kender Moshi som sin egen bukselomme, så han kendte vejen også i mørke.

Den 15 februar.

Besøgte vi og prøvede den store kaffeaktion, hvor køberne kommer, først og smager de forskellige kaffesorter og derefter byder på kaffen på en aktion. Meget moderne. Nu har vi været hele kaffeproduktionen igennem og her til sidst får vi lejlighed til at købe kaffe, en af verdens bedste kaffe, også pulverkaffe. Om eftermiddagen slentrede vi rundt i Moshi på egen hånd. Sidst på dagen besøgte vi Ali, Anders ven og kollega som havde arrangeret alle de besøg vi har haft i Moshi. Så det blev en afsked med ham og hans familie. For nogle år siden var han udsat for et trafikuheld og mistede det ene ben. Han har nu protese og klarer sig fint. Han bor sammen med sin mor og børn, er skilt fra sin kone.

Den 16 februar.

Nu går turen i minibus fra Moshi. Vi skal tage afsked med Ali, byen og ikke mindst den stolte bly kvinde, Kilimanjaro. Afrikanerne mener at bjerget er en kvinde fordi hun er så bly, at hun ofte skjuler sig bag skyerne. Heldigvis viste hun sig fra den generøse side da vi var der, og vi fik mange billeder af det smukke helt unikke høje bjerg. Vi kører til Mwanga Usangi og besøgte bjergkæden Pare. Vi skal der besøge endnu en af Anders tidligere kollegaer som sidste sommer var i København sammen med Ali. Oppe i de smukke grønne bjerge ankom vi til en lille landsby hvor der ligger en skole og et kursuscenter for primary school lærere. Det er en boarding school hvor netop de dårligt uddannede lærere har mulighed for at dygtiggøre sig. Vi fortsatte længere op i bjerget og kommer til Anders vens hus hvor vi alle 18 skulle overnatte. Hans kone og naboerne i landsbyen havde tilberedt dejlig mad til os og redt op alle vegne i det ret beskedne hus. I hver krog og udhus stod en seng med fine rene lagner. Jeg tror hele landsbyen har leveret senge til projektet. Det er helt fantastisk. Vi gik op på en bjergtop og kikkede udover den grønne dal. Temperaturen er behagelig og det er helt sikkert sundere at leve i heroppe, uden for meget malaria. Om aftenen drak vi øl som de har slæbt op på bjerget til trods for at de er muslimer og ikke selv drikker øl? Måske lidt. Vi sang og hyggede. Børnene fra landsbyen kom op og betragtede os. En af dem var en pige på ca. 10 år, som kom med en lille søster på armen. Jeg tænkte på Benny Andersens og Poul Dissings sang om Uwimana, der bor i bjergene midt i Afrika sammen med sin familie, og som tegner et par livsglade blomster til Benny Andersen.

Den 17 februar.

Efter en god nats søvn hvor vi er blevet vækket af hanernes galen er der forberedt dejlig morgenmad. Igen helt primitivt.

Nu går turen videre mod Dar es Salaam. En lang køretur hvor vi nu får syn for sagen med hensyn til fattigdom. Vi kører gennem små landsbyer med lerklinede hytter og bliktag. Det ser virkelig ynkeligt ud, igen et bevis på forskellen mellem de rige og de der bor i landsbyerne. Vejen er fin uden huller. En stor forskel fra år 1990.

Vi ankom til Dar ved aftenstid. Godt trætte, så aftensmaden blev indtaget på hotellet.

Den 18 februar.

Nu skal vi gense Dar. Et gensyn for nogle af os. Bare det at være ved havet igen efter så lang tid er vidunderligt.

Vi skal mødes med Flemming, lederen af landekontoret for MS programmet. Det har vi glædet os rigtig meget til. Det blev også spændende om end igen lidt trist, da vi fik bekræftet vores viden, fra vores samtale med kursisterne på TCDC i Arusha om, at korruptionen er enorm. ” Tanzania er et meget rigt land på ressourcer, men med mange fattige mennesker ”, var et af hans budskaber. Ressourcerne i form af mineraler bliver solgt til udlandet for en ” slik ” og regeringsmedlemmerne får en ” ekstra indtægt ” . Når der skal være valg, tager regeringsmedlemmerne ud i landsbyerne, holder gode taler om en bedre fremtid og giver folk penge. Folk tager hvad de kan få, men har mistet tilliden. Alt er blevet dyrere for dem , især sukkeret taler de meget om. Og medicin osv. Skolerne bliver dårligere og dårligere. Trist at høre.

MS programmet er meget anderledes end da vi var der i 1990. Vi var omkring 80 frivillige i programmet , nu er de 15. Til gengæld er der større krav om høje uddannelser. Det lyder godt med de høje uddannelser, men det er svært at bedømme hvad der er bedst. I hvert fald er Flemmings mening, at udvikling på landsbyniveau er det der rykker, for på den måde følger der også penge med derud.

Danida derimod sender penge til regeringen, så de selv kan vurdere hvor der er mest brug for dem. Men desværre synes de, at der er mest brug for dem i regeringsmedlemmernes egne lommer.

Allan og jeg fik en aftale med Flemming om at vi kan bo på landekontoret når vi kommer fra Zansibar og skal videre til Ifakara. Eftermiddagen brugte vi på at gense nogle af de steder vi husker blandt andet Njombo ya sanar. Et kunsthus, som det betyder.

Om aftenen var der tid og brug for luksus i højeste forstand. Vi spiste på et kysthotel kaldet Sea cliff hotel. Her følte vi os som rige imperialister, der sad og svælgede i god mad og vin på et smukt og luksuøst hotel med udsigt over det indiske ocean.

Den 19 februar.

Nu kommer turen til Zansibar. Den mest eksotiske ø i verden, eller en af dem. Der går to både fra Dar, én flyvebåd der tager godt 2 timer, og et last skib der tager 4 timer. Vi tog den sidste og det var et uforglemmeligt syn. Da vi kom ombord og havde fundet vores sæder på 1 klasse, gik vi ud og så hvad der forgik. Oppe på det pakkede dæk, sad kvinder, børn og mænd i alle aldre. De sad på dækket på deres kangaer, det så det så fantastisk farvestrålende ud i forhold til vores 1 klasse. Båden skulle lastes med store sække af majsmel og sukker og mange andre ting. Det foregik med håndkraft. Vi talte, at en tynd afrikaner med mange muskler gik 100 gange hen til en lastbil, fik en stor sæk på ryggen og bar den hen til skibet og smed den ned i lasten, medens han snakkede og gestikulerede. Der var en leben , råben og diskuteren og masser af mennesker. Et syn som man sikkert kunne have set for 100 år siden i de danske havne. Vi blev lidt stille og ydmyge af at se den iver og aktivitet. Turen over gik upåklageligt. Da vi nåede Zansibar, blev vi modtaget af hundrede afrikanere, der ønskede at få et job med at hjælpe os. Til sidst fik vi vores kufferter op til en ladvogn som blev trukket hen til vores hotel, som ligger tæt på havnen. Ja; så tæt at vi om morgenen fra hotellets tag kunne følge med i fiskernes aktiviteter inden de sejler ud klokken 6. Hele kajen er fyldt med mennesker der ’ønsker at få et job for en dag med at komme ud at fiske. Der er kvinder der sælger chai ( te med masser ad sukker ) æbleskiver og andet godt. Der er en mumlen og snakken. Man kan godt forstå at ordet ensomhed ikke findes på swahili. Om aftenen gik vi ned på havnen hvor der er fyldt med boder, der sælger spyd med fisk, kød og grønsager, ristede majs og alt muligt andet. Der indtog vi vores aftensmad i 25 graderes varme. Igen ingen bilstøj, men kun en mumlen af mennesker der taler sammen. Det var svært at gå hjem og sove.

Den 20 februar.

En dag på egen hånd i Stone town på, som byen hedder. Stone town fordi til forskel fra fastlandet er alle bygninger af sten. Det er en smuk by med gamle kendte døre og paladser. Araberne har sat sine spor, her er 90 % muslimer. Det er også her at araberne solgte slaver indtil langt oppe i det 18 århundrede. Man kan i dag se hvordan de blev bundet og lå nede i fangehuller. Der er bygget en kristen kirke ovenpå det sted hvor de blev solgt. Det er beskæmmende, men vi skal huske på, at det ikke kun var araberne der solgte slaver. Danskerne købte slaver i Ghana, og sendte dem til de danske vestindiske øer. Det er slemt er at tænke på.

Den 21 februar.

Inden vi skal ud og slappe af on the beach, skal vi på en fantastisk krydderi tur på øen. Zansibar er en meget frugtbar ø, og der kan høstes 3 gange årligt på grund af varmen og regnen som kommer jævnligt i forhold til fastlandet. De har masser af nelliker som de eksporterer, peber, kakao, alle mulige frugter, og mange som vi ikke kender. Vi blev fulgt af en gruppe drenge som hurtigt fik pyntet os med slips, hatte, tasker, dekorationer som de lavede af palmeblade. Det blev et broget selskab, men de fik da en dagløn ud af det. Vi fik frokost hos en afrikaner som har bygget en flot panda midt ude i bushen, med et højt spidst tag for at vandet ikke skal ødelægge taget i regntiden. Det er bygget af palmeblade. Han havde lavet lækkert mad som vi sad på stråmåtter og spiste. Herefter ud i en park og se røde aber. Endelig kom vi til kysten. Her hvor vi skal tilbringe de sidste 3 dage af turen inden Allan og jeg skal vinke farvel til selskabet og selv rejse til fastlandet igen og ned til Ifakara. Inden vi fik pakket ud løb vi ud i de indiske ocean. Det var saligt.

Den 22 februar.

Vi vågnede op i et paradis, hvor man åbner døren og ser palmer på stranden der munder ud i havet, og den milde luft smyger sig om en. Det er alt sammen en gave et eller andet sted fra. Som Askari ( vagtmænd ) bruger de masaier. Det er ret pudsigt at se farvestrålende smukke masaimænd på Zansibar. De er der 3 måneder, tager tilbage til Arusha til deres landsbyer, og bliver afløst af andre masaier som overtager arbejdet. Der er ikke tvivl om at de er gode som vagtmænd, da de påkalder sig stor respekt

Klokken 10 om formiddagen havde Karlotto, Ingrid og jeg sammen med andre, bestilt en snorkel sejltur. Det foregik i en udhulet træstamme med to ekstra træstammer på siden som en katamaran. . Meget eksotisk. Og vi så da også den skønne verden under vandet, med dens stilhed , mange farvede fisk og koraller.

Om aftenen havde vi det utrolig dejligt. Vi sad i den varme aftenluft ,drak lidt whisky og sang. Det viste sig at der er mange gode sangstemmer i vores gruppe, så det blev ret flot.

Den 23 februar.

Dagen blev brugt til en delfintur. Vi var en bil fuld der kørte fra sydkysten over til vestkysten hvor vi kom med en båd med 2 unge afrikanere, Vi svømmede med delfiner, som afrikanerne af erfaring ved hvor er. Men de bevæger sig jo ret hurtigt, og det skal vi så også. Jump jump råbte de 2 unge afrikanere som havde os gamle med ude i båden, men da vi er mellem 50 og 80 år var vi ikke altid hurtige nok til at jumpe. Vi nåede dog at svømme med de helt fantastiske dyr, det var rigtig spændende. Nu skal vi forberede os til at sige farvel til gruppen; ikke mindst til Karlotto og Ingrid. Det havde været dejligt, hvis de skulle have været med os til Ifakara. Vi havde en fin afskedsmiddag sammen. Franz og Eva havde lavet en rigtig sønderjysk sang til Anders og Birgitte som tak. Og hermed siger Allan og jeg også tak til et formidabelt rejsehold og ikke mindst tak til Anders og Birgitte.

2 del

Den 24 februar.

Det er med vemod og sommerfugle i maven at vi skal vinke farvel i lufthavnen på Zansibar til vores rejseselskab. Nu er vi jo vant til at blive passet på , og skal så fra nu af stå på egne ben. Det gik nu ret hurtigt, for vi skulle have været tilbage til Stone Town og med båden over til Dar igen. Men da vi så vores venner forsvinde ind i lufthavnen, tog vi et hurtigt initiativ og spurgte, om der er plads på postflyet til Dar. Det var der, og vi fløj et kvarter efter. Så det blev vores venner der vinkede til os da vi forsvandt i det lille fly og ikke omvendt. Det resulterede i at vi allerede klokken 8 om morgenen stod på gæstehuset på landekontoret i Dar. Herligt. Vi fik et dobbelt værelse med bad og føler os lukket inde i et lilleput Danmark; inden vi skal ud i den store verden igen. Vi vidste at en af vores venners søn fra dengang vi boede i Tanzania, er ansat på landekontoret, så da han dukkede op kontaktede vi ham. Der var stor gensynsglæde. Bortset fra at hans mor mamma Msechio døde sidste år under en ankeloperation. Han viste os billeder af hende og fortalte hvor stort et savn det er for ham, hans søskende og børnenbørn. Deres far døde da de var små, og hun har været midtpunktet i deres liv. Vi glemmer hende heller aldrig, en pragtfuld farverig stor afrikansk kvinde med et stort hjerte. Det var hende der underviste os i kiawahili i 1988, og hun har besøgt os i Danmark. Vi havde en stille vemodig stund. Peter er gift med en masaikvinde fra Arusha. Ret fantastisk. Han er selv opvokset på det kulsurcenter i Arusha som vi boede på i 3 måneder i 1988. Han arbejder nu på Mellemfolkelig Samvirkes landekontor sammen med danskere. Så han er meget vant til en vestlig kultur, som er en kontrast til masaikulturen. Vi aftalte at spise ude en aften sammen med ham og hans familie når vi kom tilbage fra Ifakara. Nu skulle vi have styr på vores løse ender. Vi skulle først have togbilletter til Ifakara. Toget går kun om tirsdagen, så vi måtte vente til den 27 februar. Vi tog en dalla dalla ( en minibus proppet til bristepunktet med mennesker ) ind til Dar. Gik ind på et rejsebureau for at få et godt råd. De sagde, at vi kunne tage en taxa ud til stationen og købe billetter. Som sagt så gjort. Vi måtte købe 2 billetter hver, så vi fik en kupe for os selv. Ellers skulle vi sidde hver for sig i herre- og damekupe. Det koster i alt 240 kr. for 4 billetter med en rejsetid på 9 timer på 1 klasse. Nu kan vi slappe af. Vi havde fået læst, at det var meget svært at få billetter i bogen: loneley planet, vores rejse guide. Den har ligefrem frarådet at tage Tanzam jernbanen, da det er svært at købe billetter, og man ikke rigtig ved, hvornår den går. Det afkræfter vi hermed, hvis nogen skulle få lyst til at tage toget til Zambia. Det går igennem Mikumi og Selous dyrkereservater, med masser af dyr, og er i det hele taget en behagelig rejse, i et fint tog. Vi har en løs ende endnu. Hvem skal hente os ved stationen i Ifakara. Stationen ligger i Kibaoni ca. 7 km . udenfor byen, og vi ankommer klokken 23 om natten i mørke. Elias vores ven kunne vi ikke få kontakt med. Det viste sig senere at han ikke havde penge til sin mobiltelefon og kun kunne modtage besked, men ikke sende. Så vi kontaktede Michael i Schweitz over e-mail. Vi har lejet et værelse i Michaels hus i Ifakara. Vi fik ham til at ringe til Gabriel som bestyrer hans hus, og bede ham om at hente os med en eller anden bil. Hurra Vi fik hurtigt besked fra Schweiz om at Gabriel henter os. Nu kan vi ikke gøre andet end at håbe på, at alt vil ende godt. At stå 2 hvide gamle mennesker klokken 23 om afteneni Ifakara ved toget alene, uden nogen kontakt, er en stor risiko. I hvert fald vil 10 afrikanere på én gang tage vores kufferter og hjælpe, uden vi selv kan kontrollere hvad der sker. Så nu er alt i orden og vi kan slappe af et par dage.

Den 26 februar.

Vi bruger de 2 dage på luksus. Spiser på Palm Beach hotel i nærheden af gæstehuset. Får skrevet mail hjem , gense de steder i Dar vi kan huske. På gæstehuset bor 10 unge mennesker i weekenden. De er i Tanzania med MS nye ungdomsprogram. De skal være her i 3 måneder. De bor i små byer i en radius på 25 km omkring Dar, bor privat og arbejder på skoler og børneinstitutioner. I weekenden mødes de så i Dar og udveksler erfaringer. Det er et dejligt ungdomspust for os, og vi tænker på vores børnebørn i den situation. Desuden bor her en ung kvinde der hedder Dorte og som skal bo på gæstehuset i 3 måneder. Hun er ved at skrive speciale til en master degree. Hun har boet syd for ’Dar med sin mand og 2 børn i 3 år i et Danida projekt. Hendes mand og børn er nu hjemme i Danmark og hun skal arbejde på sin opgave. Opgaven handler om hvordan de unge tanzanianske piger bedst kan modtage viden om faren ved Hiv/aids. Til det har hun konstrueret nogle rigtig gode spørgeskemaer med hjælp fra afrikanske studerende på universitetet, og fået dem oversat til kiswahili. Et spændende projekt. Hun har fået lavet 60 kopier for meget af et 5 sider langt spørgeskema, som vi kan få med til Ifakara. Jeg synes det ser meget brugbart ud, det vil få enhver ung pige til at tænke over sin egen situation vedrørende sit forhold til drenge/unge mænd. Hvornår er det ok at have sex, hvornår er det ok at få børn, hvem synes de der skal orientere om sex og hiv/Aids, skolen eller familie osv. Dem tager vi med til ICG Hiv/Aids program i Ifakara. ( ICG er den forening i Ifakara som Kilangoro samarbejder med, og som vi skal til Ifakara og lave aftaler med. ( se www.kilongoro.dk )

Den 27 februar.

Endelig dagen som vi har ventet længe på. Højdepunktet for vores tur i Tanzania. Ned at gense de afrikanere vi kender og ikke har set i 13 år. I nat vågnede jeg ved at regntiden er begyndt. Troperegnen hamrede på taget, hvordan mon det ser ud i Ifakara?. Jordvejene bliver ret hurtigt ufremkommelige. I eftermiddag klokken 15 tager vi toget. Vi tager afsked med en afrikansk mamma der er ansat på gæstehuset for at vaske tøj og gøre rent. Det er en nydelse at se hendes langsomme rolige tempo. De forstår virkelig at bevæge sig efter varmen og i det hele taget arbejde i roligt tempo uden stress. Her er nu 35 graders varmt så det er nødvendigt.

Klokken er nu 16 om eftermiddagen. Vi sidder i toget på vores pladser. Her er et pragtfuldt sceneri ud af vinduet. Vi kører gennem små landsbyer med masser af farvestrålende mennesker mod den røde jord – bananplantager, kokospalmer, blå bjerge i baggrunden, og snart skal vi igennem nationalparker. Tanzania er utroligt grønt lige nu. Det hele ser så frugtbart ud. Det har regnet jævnligt mellem de to regntider. Usædvanligt. Sidste år svigtede regntiden og det er slemt. Senere ser vi giraffer spankulere rundt.

Vi sidder her midt i Tanzania, og nu kommer togpersonalet med sæbe, toiletpapir og bolcher, vild luksus her på 1 klasse. Nu nærmer vi os Ifakara. Det er helt mørkt klokken er 23. Heldigvis er det måneskin. Vi træder ud af toget. Skal lede efter en der hedder Gabriel som vi ikke kender. Der er 1000 vis af mennesker ligesom vi husker det. Kvinder sidder udenfor perronen og laver mad over åben ild. De venter helt sikkert på toget der går til Dar. Det kommer helt fra Zambia og er tit 1 døgn forsinket, derfor bor de oppe ved toget. Pludselig står der en mand foran os og siger ”Mimi ni Gabriel”. Jeg er Gabriel. Helt fantastisk, han er virkelig englen Gabriel midt i mylderet. Han har sin søn med, og de tager hver sin kuffert. Vi maser os af sted gennem menneskemængden hen til en dala dala fyldt med mennesker. Vi bliver mast ind, vores kufferter på taget, og så af sted på verdens dårligste veje. Men intet kan slå os ud, vi har fundet Gabriel og dermed det hus vi skal bo i. Huset ligger lidt udenfor Ifakara i nærheden af et spedalsk hospital. Vi skal bo på 1 sal hvor vi har eget bad og en stor terrasse med udsigt udover marker og bjerge. Det viser sig at Gabriel hvis hytte ligger ved siden af , også bor i huset og vil servicere os. Trætte går vi i seng. I morgen må vi finde Elias.

Den 28 februar

Vi har haft en fantastisk dag. Vågende kl 7. Ringede til Elias som straks vil komme. Elias har vi kendt siden han var dreng. Da vi boede i Ifakara kom han dagligt og besøgte Rikke, vores meget gode ven som vi netop mødte i Afrika og blev bedste ven med, indtil hun meget trist døde i 2004. Elias hed dengang Simtaki, som på kiswahili betyder, ikke ønsket. Ofte hedder et barn det, som er det første deres far siger når de ser ham eller hende. Elias far havde en anden kone, og børn med Elias mor. Ikke usædvanligt, men faderen synes åbenbart ikke at ’elias var ønsket. Rikke og Lotte, også er en ven fra Ifakara, hjalp ham med navneforandring til Elias. Hans mor var alene med flere børn og havde ikke råd til skoleuniform til Elias. Også det blev i orden, og med danske venners hjælp og Eliases store iver og gode hjerte er han nu som 28 årig, perfekt til engelsk, har IT kendskab og er primus motor ICG (Ifakara community group ) . Se Kilangoros hjemmeside. Bente og Henning , også tidligere frivillige i Ifakara, har 3 børn, og deres ældste dreng, Bue blev legekammerat med Elias i år 1986. Sidste år tog Bue orlov fra sine studier og sammen med sin ven Kristen tog de til Ifakara i 3 måneder, så Elias og Bue har fundet hinanden igen og arbejder nu tæt sammen om et nedcafé projekt i Ifakara. De har fået oprettet den før omtalte gruppe, ICG, som arbejder tæt sammen med kilangororo i Danmark. Herom senere. Gabriel tilbereder morgenmad til os. Han taler ikke engelsk så vi må klare os på kiswahili. Forinden har Gabeiels familie fra nabohuset, været inde og hilse på. Gabriels søn og hans kæreste har for en uge siden fået en lille dreng. Hver morgen begynder min dag over i den lille primitive murstenshytte, hvor vi sidder på et stråtæppe og nyder den lille ny og de andre børn. Gabriel er kantineleder på sygehuset og kan huske mig fra vores tid i Ifakara. Han har taget fri i denne uge fordi vi er her. Jeg spurgte om min kollega Msafiri stadig er i byen. Det mener han ikke, han arbejder i hvert fald ikke på sygehuset. Så ham får jeg nok ikke at se. Det er lidt skuffende. Han har besøgt os i 14 dage i Danmark efter at have læst til health care officer i England.

Elias kom klokken 8 og spiste morgenmad med os. Det er et dejligt gensyn. Vi har meget at tale om. Vi har billeder med til Elias af Rikke. Han siger, at han betragter Rikke som hans mor i ånden, in spirit. Meget smukt. Vi sad sammen og græd lidt. Det er første gang vi har været i Ifakara uden Rikke. Elias, Allan og jeg gik gennem smalle stier hvor der er liv omkring de små hytter. Børnene råber som sædvanligt msungu msungu, som betyder hvide hvide. Det er sundt at prøve at være anderledes. Og vi er bestemt ikke smukke, sammenlignet med afrikanere, med vores grisefarve, som Niels Housgård kalder det. Vi gik forbi vores gamle hus, hvor Henning og Bente også har boet og mange andre frivillige. Da der ikke er flere danskere fra MS i Ifakara programmet nu, bor 2 af de gamle vævepiger Maria og Josephine i huset. De var Lenes bedste veninder da vi var dernede. Stor gensynsglæde. Maria har 3 børn, men er skilt og børnene bor hos faderen. Børnene kommer dog meget tit og bor hos Josephine og Maria. I Tanzania tilhører børnene moderen indtil de er syv år. Så kan faderen hente dem hvis de ikke er gift og bor sammen. Vi skal mødes med pigerne igen. Vi gik videre til IWWA, den forening hvor de uddannede vævepiger sælger deres stoffer. Det er en fin forretning. Rent og pænt med stoffer på alle hylderne. Det var en fornøjelse at se. En amerikansk organisation har sponseret et væverum til pigerne bag forretningen, hvor der står seks væve. Der er også plads til, at Elias har fået et kontor. Vi fotograferede og købte stoffer. Aftalte et møde den efterfølgende lørdag med de vævepiger der bor i byen, og som har mulighed for at møde op, da jeg har nyt fra Danmark. Herefter lejede vi en taxa til at køre os op til Kibaoni en by 7 km fra Ifakara, nær stationen. Elias var med os hele dagen. Vi ønskede at se Betlehem, brother Edwins enorme skolehjem for retarderede børn. Lene arbejdede der i 1989, men nu er det blevet større. Brother Edwin er en meget respekteret schweizisk katolsk broder, som har hjulpet et utal af mennesker i Ifakara og bygget hjemmet op i Kibaoni. Han er nu så gammel og syg, at han bor i Schweiz, men er meget savnet. Lucas arbejder der. Lucas er lærer og leder af et af de projekter Kilangoro og ICG støtter. Nemlig en skole for retarderede børn i Idete, en lille landsby ca. 30 km fra Ifakara. Men lige nu arbejder Lucas i Kibaoni. Han ønsker at dygtiggøre sig med arbejdet omkring retarderede børn, og vil tage tilbage til Idete når skolen er bygget færdig. Det var fint at tale med Lucas og Vi spiste frokost sammen alle fire i byen. Pludselig er der en der råber, Jytte. Tænk så var det Msafiri min samarbejdspartner fra sygehuset der alligevel er i byen. Sikken en gensynsglæde. Han bor lidt udenfor ifakara . Har ikke været nede i byen længe, men tilfældigvis tog han derned i dag. Han mener at mungo,( gud,) har skubbet lidt til ham så han kunne møde os. Vi var sammen næsten hver dag. Hele byen har danset ngoma( afrikansk trommedans ) i dag og det fortsætter i aften. Dels fordi det er fuldmåne , men også i et led mod Hiv/Aids.

Vi besøge en amerikansk volunteer som arbejder i et Hiv Aids program, og som samarbejder med Elias gennem ICG. Hun er meget interesseret i de spørgeskemaer jeg har med fra Dar. Måske kan de bruge dem.

Efter at have været på markedet tog vi afsked med Elias og tog hjem. Godt trætte. Lige nu sidder jeg og skriver på vores terrasse, hvor jeg har udsigt udover rismarker, hvor afrikanere arbejder i deres shambaer, bagved er der store kokospalmer og langt ude ses de blå bjerge. Jeg hører Ngoma i baggrunden og ellers kun mumlen af mennesker. Så eksotisk og dejligt. Tanker: i aften vil jeg igen over i den lille hytte til den 7 dage gammel baby og hendes mor. Jeg må over at have ham lidt i armene. Moderen der er omkring 17 år, sidder på et lergulv i en lille mørk hytte. Ganske vist bygget af primitive sten, for 20 år siden havde det været af ler. Men stadig uden gulv, meget fugtigt og fyldt med myg. Det er så usselt. Elias arbejder sammen med et hollandsk projekt som vil give fattige i ifakara mad. Det er hans opgave at give gamle mad en gang om ugen. Det vil sige at de kommer til hans kontor ved IWWA og henter majsmel. Der er mange gamle der er alene nu. Deres børn er døde af aids og kan derfor ikke forsørge de gamle som ellers er skik hernede. De gamle mennesker har ikke mulighed for at forsørge deres børnebørn, så derfor vokser problemet med gadebørn i byen. Vi så de mennesker der kom efter mad. Gamle snavsede, nogle blinde. De hentede en pose med majsmel så de kan koge sig noget ugali, majsgrød. Det er svært at forstå hvorfor missionen ikke hjælper de stakkels mennesker. En samtale med Gabriel i dag. Gabriel som har arbejdet med missionen på hospitalet i 20 år, fortæller at de får meget lave lønninger på sygehuset. Der er stor korruption i missionen. Biskoppen i Mahenge er et stort problem. De savner alle brother Edvin som nød stor respekt af afrikanerne, men noget misundelse af de andre munke og nonner. De afrikanerne vi taler med siger, at de får mange penge af andre katolske lande i Europa, Men det gør dem bare tykkere i missionen og de får større biler, køber grunde op, og bygger fine huse til dyr udlejning. En læge på Sct. Francis hospital i ifakara får 200.000 shilling om måneden, det er 1000 kr. En læge på et nyt hospital i Kibaoni 7 km fra Ifakara, et amerikansk støttet med kun få senge, får 1000.000 sh. 5000 kr. Stor ulighed. Medicinen er gratis i Kibaoni, men koster penge på Sct. Francis hospital. De arbejder meget hårdt på Sct. Francis hospital, da de opererer hver dag. De kan ikke operere i Kibaoni, kun give medicin. Hvis patienterne er virkelig syge må de til Ifakara på Sct. Fancis hospital og opereres. Alle madvarer er steget enormt i Tanzania. Sukkeret er således steget 5 gange. Med hovedet fyldt af alle de tanker, går vi til ro efter vores første dag i Ifakara.

Den 1 marts.

Igen efter en begivenhedsrig dag sidder jeg i fred og ro, underholdt af Afrikas aftenlyde i form af larmende frøer der kvækker og vil nu skrive om denne dag. I dag besøgte vi Emelia og bagefter Adolphine begge stærke kvinder der hjalp os da vi boede i Ifakara. Lea som også var en af vores gode hjælpere, en smuk ung kvinde, som var alene med sit barn, er død for 5 år siden, 30 år gammel, Sikkert af aids. Emelia tog godt imod os med sit dejlige smil. Hun har 6 drenge, har aldrig været gift. Ikke usædvanligt for en afrikansk kvinde. Mænd vil bare have pengene og så er der ikke penge til mad, siger kvinderne. Desuden er kvinderne bange for at gå i seng med selv deres egen mand, da han kan have aids. Alle mænd går til andre kvinder. Nu er kun en af drengene hjemme og han var vist ude at arbejde i shambaen, rismarken. Desuden bor hun sammen med sin gamle far der lå syg på en stråmåtte og sin farbror som også er syg. Det er faktisk lidt trist. Hun havde kogt bananer til os. Emelia ser dårlig ud. Hun har haft tuberkulose, hendes lunger er meget dårlige, hun kan ikke arbejde og må gå meget langsomt. Hun er omkring de 50 år. Hendes hud er dog stadig glat uden rynker. Vi kunne heldigvis give hende penge fra Danmark. Vi aftalte at hun skulle komme til os sammen med Adolfine dagen efter. Adolphine tog også godt imod os. Hun så umiddelbar godt ud. Hun er alene med sine 4 børn. Bor sammen med sin gamle mor der sidder på et stråtæppe og rokker. Faderen til børnene vil ikke betale til dem, så hun er meget alene. Har heller aldrig giftet sig. Havde lavet dejligt mad til os . Ris, bønner i sovs med kokos, msicha, en slags spinat og tomatsalat. Elias var med os hele vejen. Det blev en hyggelig frokost og de gaver vi havde med faldt i god jord. Vi aftalte at Adolfine skulle komme dagen efter til os sammen med Emelia. I aften har vi haft middagsselskab med Elias hans kæreste Bernadicte, Josephine og Maria. Gabriel lavede mad og var også med til middagen. Vi nød at være sammen med de unge mennesker. De giver alle udtryk for at det er problem, at missionen har så stor magt. De skraber til sig af penge. Folk i byen bliver fattigere og fattigere, og missionens folk blive rigere og rigere. De siger at brødrene tager til Dar på diskotek. Ja, vi ved jo ikke om det er rigtigt alt hvad de siger. Vi har jo ikke talt med missionens folk. Men en ting er sikkert, de savner brother Edvin meget. Maria og Josephine bor i missionens hus, som vi har boet i, fordi de er blevet ansat af missionen til at undervise elever på væveskolen. Væveskolen var et MS projekt, men skolen og bygningerne er overgået til missionen, da den ligger på missionens grund. Det er der utilfredshed med blandt vævepigerne, som gerne ville beholde den til selv at uddanne nye vævere. Missionen har ansat de to dygtigt vævere . De skal begynde den 15 marts. Er meget spændte på hvordan det bliver at arbejde under missionen. De nyder at bo i i det fine hus. I det hele taget var det fornøjeligt at være sammen med de 2 lattermilde dejlige piger, og også at lære Elias søde Bernadicte at kende.

Den 2 marts.

I dag regner det i stride strømme . Emilia og Adolfine komme klokken 11. Jeg håber inderligt det holder op. De kom til aftalt tid. Det var rigtig dejligt at få snakket sammen. Allan havde ærinder i byen så vi var alene. Det er tilsyneladende meget længe siden de 2 har set hinanden. Da vi boede her var de sammen hver dag, da de arbejdede for Rikke og os. Da det holdt op med at regne klokken 12, gik vi langsomt ned i byen på restaurant. Emelia kan kun gå langsomt, og Adolfine er også besværet. Men vi nåede det og fik lækkert mad. Det er Første gang de har været på restaurant, de troede ikke rigtig på de kunne få noget mad der smager godt. Men de var glædelig overrasket. Allan og Elias stødte til os. Herefter tog vi afsked, de vil begge komme med breve som vi kan tage med hjem til Danmark inden vi skal rejse. Resten af eftermiddagen har Allan og jeg brugt på vandring alene rundt i Ifakara og Stifel. Rent nostalgi. Vi var også hende og købe stoffer. Esajas, en af vores venner, syr på symaskine for folk. Han sidder udenfor en forretning midt på hovedgaden. Han skal sy en kjole til mig og skjorte af til Allan, af stoffer fra vævepigerne. Her i aften sidder vi og nyder vores terrasse helt alene.

Den 3 marts.

I dag er det lørdag og vi har sammen med Elias arrangeret møde klokken 14 med vævepigerne på IWWA og klokken 16 med ICG her hos os i Michaels hus. Allan gik en tur alene i morges og jeg gik til byen ved middagstid. Det var ca 35 grader varmt. Jeg mødte børn, unge , gamle, en kvinde der helt alvorligt stoppede op og spurgte om jeg ville have en lift på hendes cykel. Hun synes sikkert, at jeg var for gammel til det trav jeg havde på. Afrikanerne forstår at bevæge sig langsomt. Jeg gik ned gennem den røde støvede hovedgade i Ifakara fyldt med små lave dukaer ( forretninger ) med bliktag. Det har ikke forandret sig. Da jeg blev træt og varm gik jeg over til Maria og Josephine, vævepigerne. Jeg så vores gamle hus indvendig. Så hvor fint de havde indrettet sig. Marias søde børn var på besøg. Vi talte om Lene og gamle dage. Klokken 14 fulgtes vi ad over til IWWA hvor vi skulle have møde med de andre vævepiger. Elias kom også. Han har lovet at være tolk. Der kom 10 vævepiger der kunne tale på de andres vegne. Jeg synes ikke de skulle sende bud efter de der bor udenbys Jeg hilste fra Gugga og fortalte, at vi kan sælge stoffer i Danmark. Det er en god ide hvis de væver 1.20 meter x 2 meter , for så kan danskerne bruge stofferne til duge. Vi talte også om farver. Det skabte en fin faglig diskussion. Ingen tvivl det er nogle stærke bevidste piger. Nogle af dem sagde at de ønskede en ny væveskole. De har ikke lyst til at indlemme vævepiger i IWWA der er uddannet af missionen. Det er ikke så rart for Maria og Josephine. Heldigvis er de fleste uenige og sagde at det er ok at skolen begynder at uddanne elever igen, selvom det er under missionen, og at de nye vævere er velkomne i IWWA. Så sådan blev det. De har store problemer med at få solgt stoffer. Det er næsten kun hvide der har råd til at købe en kikoy. De koster 6000 shilling stykket. Ret dyrt i dag for afrikanerne. Men de kan ikke lave det billigere. Mødet sluttede i god stemning med et samlet fotografi af pigerne. Elias og jeg gik direkte hjem til os hvor der skulle være møde klokken 16 i ICG. Vi havde papirer der skulle underskrives af alle syv bestyrelsesmedlemmer. En aftale om hvilke forpligtigelser ICG har og Kilangoro har i forbindelse med internetcafe projektet. Vi fik sodavand og kage som Gabriel havde bagt. Alle kom til tiden. Maria er med og en anden kvinde som er underviser i IT. Og fem veluddannede mænd. Elias er formand. Elias gamle engelsk lærer fra secondary school som er med i bestyrelsen, oversatte hele aftalen til kiswahili, så alle vidste hvad de skulle skrive under på, og alt gik glat og i en fin atmosfære. Vi talte om, at det første skridt i projektet er at de skal finde et sted vi kan leje til netcafeen, få en bankkonto hvor der kan overføres penge til projektet, og så underskrifterne som vi vil tage med hjem. Mødet varede 1½ time og derefter hyggede vi os. Det er nogle dejlige tillidsvækkende mennesker at være sammen med , og man kan mærke, at de har respekt for Elias trods det han er den yngste. Senere hyggede jeg mig hos Gabriel og hans familie over i den lille hytte . Heldigvis har jeg noget legetøj med til alle de børn der hele tiden er omkring os. Msafiri, min kollega, kom forbi her i aften. Fint at have en aften alene med ham. Han inviterede os hjem i morgen, men vi har aftalt at tage til floden med Elias, så Msafiri tager med.

Den 4 marts

Søndag vores sidste dag. Vi gik i kirke med Gabriel klokken 8.30. Der er et utroligt kor. De synger så smukt. Maria er med i koret og de har fået lavet en CD som vi købte.

Igen oplever vi den fyldte store kirke. Mænd i den ene side, kvinder i den anden. Alle børnene som sidder muse stille. Hele det farvestrålende orgie af kvindernes kangaer. Og midt under det hele skal vi give hånden til de der står os nærmest i et forsøg på næstekærlighed. Og efter gudstjenesten er der høj stemning. Man bliver opstemt. Gabriel har lovet at vise mig hospitalet bagefter. Det er utroligt dejligt at se det hele igen. Der er rent og med hjemmevævede lagner fra IWWA på alle sengene. Overalt er der myggenet som er blevet sponseret fra en organisation, siger Gabriel Det var der ikke i 1990. . Ifakara er det område i verden med mest malaria på grund af varmen og fugtigheden ved floden Kilombero. Afrikanerne siger, at vi taler så meget om aids, men endnu flere dør af malaria. Jeg så også børneafdelingen hvor malariastuen er flydt med børn og mødre der vugger deres syge børn. Børnedødeligheden er stor. Jeg kender ikke tallet. Jeg mødte sygeplejersker som kan huske mig. Det er virkelig dejligt at se. Bagefter gik vi i den udendørs kantine og jeg så Gabriels arbejdssted. Herefter har vi aftalt at mødes med Elias og Msafiri. Vi tager en taxa ned til vores flod som vi havde så meget glæde af sammen med vores veninde Rikke. Vores afslutning på dagen da vi boede hernede var ofte, solnedgang på floden fra en fiskerbåd, en udhulet træstamme. Det er herligt at se det igen. Livet hernede med boder af tørfisk som man køber og drysse salt på. Vi satte og op under et primitivt stillads med stråtag hvor vi kan se udover floden. Følge livet omkring den primitive færge i form af en stor tømmerflåde der sejler frem og tilbage med folk og fæ og biler. Flodhestene er længere nede ad floden men kommer frem om aftenen. Ja, vi husker de store dyr som fiskerne har stor respekt for. De kan blive meget vrede hvis man kommer for tæt på og så er man i stor fare. Det er det dyr der dræber flest mennesker i Afrika. Det husker jeg også tydeligt da jeg arbejdede på sygehuset. Herefter gik Elias, Msafiri Allan og jeg ud at spise. Det blev en meget fin konversation som vi nød alle sammen. Vi talte politik. Ingen af dem vil være politikere for så er man nød til at lyve. Det er en slags konstatering og accept, at det er politikere nød til. De er trætte af deres korrupte politikere, men taknemmelige over at de ikke er i krig, at Tanzania er et land hvor der aldrig vil forekomme borgerkrig, sammenlignet med andre afrikanske lande. Nu har de korruptionen tilbage i regeringen, som de aldrig tror vil stoppe. Alle regeringsmedlemmernes børn er sendt til udlandet for at gå i skole. Skolerne er ikke gode nok her, og Msafiri siger at sådan er det, når man har muligheden gør man det jo, altså en slags accept. Vi taler om hvem der har gjort en positiv forskel i verden rent politisk. Det er de der har forsøgt at ændre uden vold: Nilsson Mandela, Martin Luther King, Ghandi, og Elias og Msafiri nævnte Oluf Palme. Så fortalte Elias om en regeringsmand der var masai fra 80 erne, og som havde det store mål at bekæmpe korruptionen i landet. Det har den nuværende regering også, men…. Denne masai sagde til sine regeringskollegaer at korruptionen skal afskaffes. Det var de andre enige i, og mente at embedsmændene skulle straffes hårdt hvis de blev taget i korruption. Men denne masai sagde: Hvis man har en snavset hvid væg og ønsker at gøre den ren, må man starte foroven. Ellers løber det sorte foroven ned og gør det rene snavset igen. Et brugbart billede af situationen. Han mente, at man skal begynde at bekæmpe korruptionen hos dem selv. Han døde på mystisk vis kort efter. Regeringen ønskede ikke at bekæmpe sin egen korruption. Korruption kan jo blive en kultur så det på en måde bliver legalt. Vi skiltes efter en god dag sammen og vi tog afsked med Msafiri, det er vemodigt. De spøger hvornår vi kommer igen? Om aftenen kom vores afrikanske venner og tog afsked med os. Det blev meget rørende. Nu rejser vi til Dar i morgen med bussen. Elias kommer og henter os i en taxa.

Den 5 marts

Varm afsked med Gabriel og hele hans familie. Det har været så fint for os at bo her. Elias henter os med en taxa så vi kan nå bussen. Det går fint, men desværre er der kun billetter til en dårlig bus som ligner de busser vi kender for 20 år siden. Den fine er optaget. Maria og Josephine er nede og vinke til os.

Elias pige Bernadicte kommer også. Det er ellers ret tidligt om morgenen og hun er på vej til sin shamba. Vi kommer af sted og lige udenfor ifakara punkterer vi første gang. De sætter et hjul på som Allan mener ikke vil holder længe. Vi når til Mikumi midt i parken mellem giraffer og zebraer, så lyder der et skud. Vi tror det er et attentat. Alle skriger op, men det er hjulet der er eksploderet. Chaufføren kan ikke træde på bremsen , men lader bussen stoppe stille og roligt. Stort virvar. Bussen er helt fuld, kvinder og børn og høns og de står ned ad gangen. Vi må ikke forlade bussen da vi er i nationalparken, så vi bliver alle i bussen i 35 graders varme. Herefter kører bussen meget hurtigt, for nu er vi jo forsinket og vi skal nå Dar inden det bliver mørkt, så vi drøner af sted. En lille bøn om at alt går godt kan ikke skade. Vi ankommer til Dar i god behold. Tager en taxa til MS gæstehus. Hvilken lettelse at være nået godt frem og tilbage efter en fantastisk uge i Ifakara. Vi må derned igen på et tidspunkt. Vi vil nu bo på gæstehuset til den 9 marts og nyde den ro og tryghed der er, samtidig kan vi fordøje nogle af alle de indtryk vi har fået inden vi vender hjem.

Den 6 marts

I dag tager vi en taxa ud til et luksushotel ved det indiske ocean. Læser, bader i swimmingpool, soler os , spiser dyrt lækkert mad. Dejligt dejligt, bare for en enkel dag.

Den 7 marts

I aften skal vi i byen med Peter Msechio, hans masai kone og 2 børn. De har 3 børn med. Den ene dreng har boet hos mamma Msechio siden han blev født, da Peters søster blev skilt og ikke kunne have ham. Men da hun jo døde sidste år, har Peter taget ham til sig. Peter siger at drengen og ham har blandt andet det til fælles at de savner hende så meget. Hun var drengens bedstemor, bibi på kiswahili

Peter fandt en god restaurant til os. I begyndelsen gik samtalen lidt trægt. Hans kone er meget stille. En smuk kvinde som beskæftiget sig med børnene. Hun taler engelsk så jeg tænkte at jeg måtte i kontakt med hende. Jeg fortalte hende at vi lige havde hørt en historie om en masai som havde berørt os dybt. Om den gode masai som prøvede at bekæmpe korruption, historien om den hvide væg der skulle vaskes ren fra oven af, og at han døde på mystisk vis. Hun blev helt stille og siger: Det var min far. Det var helt utroligt. Vi græd næsten alle fire, og så kom vi i kontakt med hinanden. Det blev en uforglemmelig aften.

Den 8 – 9 marts

Pakke, købe de sidste gaver og af sted hjem til Danmark, dejligt efter en formidabel tur.

Vi må indrømme at vil allerede tænker på hvornår vi kan tage derned igen.

Tak Tanzania

Bue og Kristen i Tanzania

Ifakara, Tanzania 25. februar 2006

Farvel til Ifakara

Idag forlader Kristen og jeg, Ifakara efter halvtreds dage under byens træer. Mit venskab med Elias er blomstret op og vores fælles drømme for byen har slået rod. Det er vemodigt nu igen at skulle rejse fra mine kære her i Ifakara og være væk på ubestemt tid. Selvom mine dejlige forældre følger med hjemme fra Danmark og jeg kommer til at savne byen her, glæder jeg mig til at vende hjem til Skanderborg og fortælle min familie om rejsen.

Jeg er sikker på, at mine talte ord til den tid vil være stærkere til at beskrive mine oplevelser, men jeg vil dog alligevel prøve at gøre status nu, hvor jeg stadig har min afrikanske hjemby i blodet.

At jeg engang har været et legende barn i Ifakara på lige fod med de småbørn, jeg denne gang har set løbe rundt med slangebøsser og bare tæer, er underligt at tænke på. Dengang var jeg en del af Ifakara, og jeg tror ikke jeg opdagede, at jeg var anderledes end mine venner. Nu, hvor jeg har været tilbage, har jeg ikke et øjeblik været i tvivl om, at jeg ikke er tanzanianer, og at jeg altid vil falde udenfor i dette land. Selvom jeg har gjort en stor indsats for at lære swahili har jeg for altid tabt min flydende beherskelse af sproget og kulturen. Og dog, på trods af alt dette, er der sket det forunderlige, at jeg har følt mig hjemme endnu engang. At vi har spist hos min gamle barnepige og madmor Adolfine har været en stor gave, og vi har følt os velkomne hos denne varme kvinde, hvor vi mødte op hver dag kl. seks før solnedgang. I hendes hjem har vi oplevet en del af den afrikanske hverdag, og omend vi har forstyret den, er vi gledet ind som en naturlig del på grund af det venskab med hendes familie, som jeg har arvet fra mine forældre.

Med Elias har Kristen og jeg oplevet det unikke at klikke tæt med en person, hvis baggrund er så ufattelig fjern fra ens egen. Vi har opbygget en fælles humor, som sikrer en munter stemning, og vi har talt alvorligt om kvinder, børneopdragelse og kulturforskelle. Men vigtigst for omverden har vi haft et fantastisk samarbejde, som har gjort, at vi sammen er nået utroligt langt i etableringen af et samarbejde mellem hans forening, Ifakara Community Group (ICG), og Kilangoro, som er Kristens og mit udgangspunkt for rejsen her. ICG-medlemmerne er nu klar til at gå igang med at uddanne sig til HIV/AIDS-oplysere, og foreningen har allerede holdt sit første arrangement på dette felt. Dette var den store ICG-åbning, hvor lokale bands og dansere lagde grunden for en fantastisk dag, hvor taler om den farlige smitte blev suppleret med teater om de smittedes vilkår, og med personlige fortaellinger om den sociale udstødning, der rammer mange smittede. ICG har også fået en hjemmeside, som kan ses paa kilangoro.dk,s hvis man vil stifte nærmere bekendtskab med deres projekter og idegrundlag.

Det er håbet, at Elias med ICG har skabt en forening, som med tiden kan blive et stærkt og fortsat uafhængigt samlingspunkt for mennesker med samfundsånd i et samfund, som er ramt af indre blødning. På paradoksal vis kan man sige, at der ikke skal meget til at gøre en forskel i et land, hvor de færreste gør en indsats for andre end dem selv og deres familier. I Ifakara har vi mødt mange, der var parate til at slutte op den gode sag, og medlemstallet nærmer sig 50.

I vores tid her er Kristen og jeg nået nærmere en forståelse af, hvorfor tingene er som de er i Afrika, og hvorfor initiativer som ICG først nu rigtig begynder at blomstre op. Det har været en vidunderlig og lærerig oplevelse træde ind i en sammenhæng her, hvilket jeg før har savnet som turist i dette land. Og ligeledes er det en gave at også at være i en sammenhæng her på en bevist måde, og udvide min hjemhørighed udover barndommens ubeviste bånd. At jeg vil komme tilbage er der ingen tvivl om.

Morogoro, Tanzania 26. februar 2006

ICG-hjemmeside

Naar Kristen kommer igang med et stykke arbejde, som interesserer ham, sidder han fast, knokler paa og er hurtigt faerdig. Det har jeg oplevet mange gange, og denne gang resulterede hans vedholdende arbejde i, at ICG har faaet en fantastisk overskuelig og brugervenlig hjemmeside. Elias og jeg satte os ned og skrev sidens indhold, som kan laeses baade paa engelsk og swahili. Du kan se siden og de dejlige billeder af bestyrelsesmedlemmerne i ICG HER.

Brilleuddeling

Som nogen maaske husker jeg skrev i mit foerste rejsebrev, havde jeg tasken fuld af laesebriller, da jeg rejste hjemmefra. Der har de ligget i lang tid, mens jeg har forberedt mig til tjansen som optiker ved den store uddeling i Ifakara. Nu er de cirka 50 par briller, som er sponsoreret af brillegrosist Frans Jensen og optiker Axel Gomard, som tidligere har vaeret barfodsoptiker i Ifakara, endelig blevet uddelt. Elias og Laerer William fra ICG hjalp med annonceringen og til den store synstest troppede mange elever og laerere fra Kilombero Secondary School op. Andre som noed godt af dagen var aeldre medlemmer af IPHA+, som er en forening for HIV-smittede, samt byens dommer, et par sekretaerer og nogle vaevere. I Ifakara er brilleforsyningen mildest talt elendig, og man maa betale en pris paa 15-25 USD., en pris, som er uoverskuelig for de fleste.
Det var spaendende at proeve sig selv af i rollen som optiker, og at proeve at sortere de plattenslagere fra, som blot oenskede at faa gratis briller, som de kunne saelge videre. Elias og Willam var virkeligt gode hjaelpere, og deres glaede ved laerergerningen gjorde, at der blev holdt mange smaa foredrag for de ventende omkring pricipperne bag synsforbedring vha. linser. For eksempel blev det fortalt, at der findes flere styrker, og at en brille dermed er helt individuel, samt at nogle har brug for minus-styrke briller, mens andre har brug for plus-styrke.
For mig var det at kunne give en ung student muligheden for at laese uden at faa hovedpine og taarer i oejnene, og en gammel laerer muligheden for at laese avis igen, en fantastisk oplevelse. En stor tak til Axel og Frans Jensen!

Bue deler briller ud ved det gamle IWWA hus.

Byens wazungu'er og kultursammenstoedet

Naar man er i et land med en fremmed kultur laenge, opstaar et behov, som man let kan foele sig pinligt beroert over, indtil man indser dets naturlighed. Dette er behovet for at bruge tid med andre med samme kulturelle baggrund som en selv. Dette er som hjemve: hvor meget man end nyder det sted, man besoeger, savner man dog det, man kommer fra. I Ifakara har vi fundet rundt regnet tre andre 'wazunguer', som vi har kunnet stoette os op af og stoette i moedet med den til tider frustrerende afrikanske kultur. Det har vaeret dejligt at faa vendt sine foelelser omkring det uforstaaelige eller faa luftet de smaa teorier man har om, hvorfor tingene haenger sammen som de goer. Kristen og jeg har haft det nemt i Ifakara tror jeg, fordi vi er maend, og fordi vi i vores venskab med Adolfine har kunnet traede ind i det lokale liv paa daglig basis. Men foerst og fremmest har vi selvfoelgelig nydt godt af at have en fantastisk ven og brobygger i Elias.
I vores korte venskab med schweitzeren Rachel, som er jordemoder, har vi moedt et menneske, som er blevet mere chokerede over det fremmede end vi. Paa hospitalet behandles mennesker daarligere, end man ville behandle dyr i Europa, fortaeller hun. Hun har det haardt, men kan heldigvis laere meget fra sig. Man skal virkelig vaere haard for at klare et job som hendes, og jeg tror hun klarer det, selvom de for tiden ser flere doede nyfoedte end levende. Kristen og jeg har heldigvis undgaaet at opnaa et foerstehaandskendskab til denne verden, hvor fatalismen og de sociale hierakier er saa afgoerende i spoergsmaal om liv og doed. Hvor vi foer kunne blive meget frustrerede over visse ting i Tanzania, undrer vi os mest nu. Og saa proever vi at forklare os selv, hvorfor folk i saa mange tilfaelde opfoerer sig saa tilsyneladende idiotisk. Tricket er at vide, at man aldrig vil kunne kaste sin egen baggrund over bord, naar man proever at tolke en fremmed kultur. Og derefter maa man proeve at forklare folks handlinger, saa de fremstaar som rationelle eller i det mindste naturlige. Ved hjaelp af denne metode er det fremmede blevet langt mindre fremmed for os, selvom den virkelige forskel selvfoelgelig er blevet gjort i og med, at vi har tilbragt saa meget af vores tid, naesten den hele, med tanzanianere.
Kristen og jeg foeler os heldige, fordi mine foraelde har banet vejen for, at vi har foelt os hjemme dette sted, som let kan foeles saa fremmed. Omvendt kan vi frygte for de andre wazungu'er fra hospitalet i Ifakara, at byrden fra deres arbejde goer, at de burer sig inde og kun taler med hinanden. Og at talen falder paa alt det forfaerdelige, naar emnet er Tanzania. At det goer det, er selvfoelgelig naturligt; hvis man bliver bebyrdet, som Rachel, med lidelse og ligegyldighed, har man brug for at stoette sig op af andre, som kan se det unoedvaendige i lidelsen og maerke ens smerte. Man kan ikke vaere andet end imponeret over hvor staerke disse folk maa vaere, og have ondt af dem, fordi alt det vidunderlige ved Ifakara saa let forbliver skjult for dem.

Afskeden med Ifakara

I torsdags havde Kristen og jeg inviteret ICG-bestyrelsen paa shawama paa St. Francis Canteen. Vi havde brugt meget af eftermiddagen paa at forberede en fremragende yogurt-hvidloegs-dressing og en salat med alle de bedste groentsager Ifakara kan byde paa. Saerligt dressingen var blev overraskende god, selvom man i denne by kun kan faa foelgende krydderier: Nelliker, kardemomme, spidskommen, sort peber, kanel, hvidloeg, ingefaer og chili. I Ifakara bruges kun chili og ingefaer til andre retter end den beroemte pilau.
Fra St. Francis Canteen havde vi bestilt godt med mishkaki (grillede oksekoedsstykker) og chapati. Medlemmerne kom selvfoelgelig for sent, saa vi kunne gaa igang med den dejlige mad med en forsinkelse paa to timer. Men Kristen og jeg har vaennet os saa meget til stedet, at kun vores sulte maver ladge maerke til dette, og bad os om at kigge paa uret. Det blev en virkelig dejlig og vemodig aften, hvor baade Mwalimu William, Elias, Pastor Nyakachewa og Lucas foelte, at det var paa sin plads at sige et par ord til farvel, og Kristen og jeg kom selvfoelgelig ogsaa paa banen. Af Josephina fik vi hver en flot vikoi (et haandvaevet stykke stof). Vi kommer til at savne ICG-folkene meget, saerligt den blide og soede Lucas og humoristiske William.
Dagen efter sagde vi farvel til Adolfine og hendes boern, og der er ingen tvivl om, at vi kommer til at savne de daglige besoeg hos hende meget. Om aftenen var vi inviteret til middag hos Tedy (Theresia), som bestyrer vores stam-internetcafe og er medlem af ICG. Hun serverede den dejligste mad (som da ogsaa havde kostet 10.000 tsh. (60 kr.), eller en fjerdedel af hendes maanesloen). Vi var saa lykkelige over den hjertelige afsked, og selvom der blev smadret et par glas paa hendes betongulv, kom der ikke skaar i glaeden.
Da vi skulle tage bussen mod Morogoro kl. syv om morgenen igaar loerdag var Elias moedt op med min gamle ven Mashaga og vores kaere Mama Otto, Adolfine, for at sige farvel. Denne update er skrevet fra Morogoro, hvor jeg sidder med en roev, der stadig er lidt oem fra busturen paa de daarlige veje.
Vi rejser hjem til Danmark den 14. marts og er hjemme dagen efter. Foer det regner vi med at tilbringe en uge ved stranden, eventuelt paa Mafia, og en uge i Dar, hvor vi skal moedes med Elias og undersoege priserne paa at starte en internetcafe i Ifakara i ICG-regi. Her faar vi hjaelp af Godlove, som har startet den naevnte internetcafeen under missionen, og som nu arbejder it-administrator i et af Dars kommunale departementer.

Ifakara, Tanzania 16. februar 2006

Den store ICG-åbning:

Lørdag den 11. februar var dagen kommet til markere ICGs stiftelse over for Ifakaras indbyggere.

Rundt om i byen hang bannere med teksten:

ÅBNINGEN AF ICG
11 FEBRUAR KL. 14
FODBOLDBANEN VED HÅNVÆRKERSKOLEN

Se billeder fra aabningen HER

Hvor man i Danmark kunne forvente, at sådanne bannere skal være ophængt i mindst tre uger før et ambitøst arrangement, kunne kan man her nøjes med tre dage. I Ifakara lægger folk ikke mange planer, og lyden af trommer og høj bongo flava-musik trækker mange mennesker til. Det er svært at sige, hvor mange der kom, men 300 vil være et godt bud, måske flere, da folk var flest.

Dagens aktiviteter startede allerede ved 12-tiden, hvor væverne, som bor i mit afrikanske barndomshjem begyndte at tænde bål til madlavningen. De 40 gæster fra foreningen for hiv-smittede, IPHA+, skulle bespises som tak for deres hjælp til at skyde ICG godt igang. Mens de ventede på maden, gik IPHA+ igang med at varme op til deres optræden senere på eftermiddagen. (Fra denne akustiske optræden fik Kristen dagens bedste optagelser på minidisk og video).

Kl. 14.30 gik arrangementet igang, lidt forsinket af et strømsvigt, der sendte Elias afsted for at hente en generator til det store lydanlæg og de trådløse mikrofoner. Jeg var blevet placet op ved et bord, der stod foran pladsen, hvorpå optrædenderne skulle foregå. Ved bordet sad æresgæsterne, de andre wazunguer selvfølgelig, og medlemmer af ICGs bestyrelse; Kristen bevægede sig rundt i mængden, som stod i flere lag i rundkreds omkring skuepladsen, og tog billeder.

Første optræden var IPHA+, hvis mange medlemmer stillede sig op på to rækker overfor hinanden og dansede og sang til musikken fra deres band. Bandet bestod af forsanger, guitarist (han spillede på en smadret akustisk guitar med strenge af bremsekabler til cykler), lokale trommer, bækken og malerbøtte, samt en lokal bas, som består af et gribebræt, der er sat på en tromme, på hvis trommeskin strengene, som er lavet af snor, hviler. IPHA+ sang flere fængende sange om HIV-AIDS og havde også skrevet en sang til ICG. Mens de trak sig tilbage fra scenen, og ICG-medlemmer fugtede den støvede jord med store kander vand, talte Katie Reilly om smitten og måder, hvorpå man kan beskytte sig. Katie, som er sendt ud af US Peace Corps for at arbejde med AIDS-oplysning, holdt til stor overraskelse og morskab sin tale på swahili.

Herefter gik den lokale danse-trommegruppe på, som havde spillet, da den amerikanske ambassadør besøgte IWWA ugen før. To voksne mænd sad i midten med deres trommer, mens unge mænd, som dansede i ring omkring dem udvidede rytmen med de raslende nødder, de havde spændt om benene. Den gruppe tog også sit udgangspunkt i kampen mod ukimwi – AIDS. Men selvom emnet var moderne ragte deres dans og musik i sit udtryk tilbage til tiden før de første hvide missionærer kom til Tanzania, og dette galdt også den gruppe ældre kvinder, som siden spillede. Deres hektiske og repetative rytmer gjorde de modne kvinder, som dansede i ring om bandet, til een pulserende krop. Denne krop voksede sig stor, mens mange blandt publikum gjorde danserne følgeskab, og selv blev et med kroppen.

IPHA+ opførte efter disse musikalse indslag noget teater, hvor de satte fokus på den sociale stigmatisering mange hiv-positive oplever i deres familier, og på den uvidenhed, som omgærer sygdommen. Amatørskuespillerne spillede sig igennem de tragiske sketches med stor komisk fornæmmelse. I en af sketchene kommer sønnen hjem til familien fra kostskolen, smittet med AIDS, og bliver et andenklasses medlem af familien. Han må ikke længere spise af det samme fad som de andre, og ingen vil sidde på den stol han har brugt. ”Nu har vi spidt en formue på at give dig mad og skolegang” klager forældrene, som er lattervækkende i deres stedige uvidenhed. Mens faderen i sin skam afviser naboernes tilbud om hjælp, dør sønnen, og faderen bryder endelig i gråd. I en andet kort sketch bliver en kvinde testet positiv og bliver straks smidt ud af hjemmet af sin mand. Han anklager hende for utroskab og flytter til en anden by, hvor familiens skæbne ikke er kendt, så han kan finde sig en ny kvinde. Historierne lyder tragiske, og det er de også, men tanzanianerne er ikke bange for at grine, når de taler om det sørgelige. Deres grin er sørgmodige, men de må være sunde, tror jeg.

Før Elias holdt den afsluttende tale gik flere af medlemmerne fra IPHA+ på scenen, og fortalte åbent om deres sygdom. Mange i publikum virkede mistroiske overfor, at disse unge mennesker, der så sunde ud, kunne være syge. ”They don’t believe that she is affected because she is so fat and beutiful” forklarede lærer William mig, da flere protesterede mod den historie, den første kvinde på podiet fortalte. Men Elias tog med mikrofonen i hånden rollen som tvivlende publikummer, og spurgte ”kan det virkeligt passe?” Og der blev svaret ”Ja! Jeg er smittet” gang efter gang af de fem, der stod frem, og uviljen mod at tro, at man ikke kan se på folk, at de er smittet med HIV, blev langsomt gendrevet. Men det er let at forstå folks frygt for at se dette i øjenene. Det var, som kunne man høre flere mennesker tænke ”jeg troede jeg var sikker på at være rask, fordi jeg kun har været i seng med mennesker, som har set friske og sunde ud.

Da arrangementet blev afsluttet gik de forskellige bands igang med at spille igen, og de hundrevis af mennesker, som havde været samlet siden kl. to blev hængenede for at danse, lytte og se indtil klokken blev seks, og solen begyndte at stå lavt. Da støvet havde lagt sig sagde Kristen og jeg farvel til en udmattet og lykkelig Elias, og begav os til poolen for at sunde os ovenpå en storslået og succesfuld dag.

Ifakara, Tanzania 6. februar 2006

Generalforsamling i Ifakara Community Group

Søndag den 5. februar holdt ICG generalforsamling, og Kristen og jeg var inviteret med som gæster og repræsentanter for Kilangoro.

Kl. 16 var Kristen, Elias og jeg klar til at begynde mødet på St. Francis. Men de ni deltagere kom dryssende hen ad vejen, men kun Kristen og jeg klagede os over forsinkelsen, som vi så som et udslag af useriøsitet, og kl. 17.15 gik mødet igang. Jeg skrev en frustreret sms til min fader i Danmark, men han svarede køligt “Slap af, I er i Tanzania. Vi skal passe på med vores stress-imperialisme.” Og mens jeg faldt ned, og Kristen tog potrætfotos af medlemmerne som de ankom, blev vi klar til en generalforsamling, som viste sig at være rigtig god.

Kristen og jeg forsøgte at følge med så godt vi nu kunne, mens gruppen arbejdede sig igennem den ifølge vedtægterne fastsatte dagsorden. Selvom alle mødets deltagere er uddannede mennesker, havde flere af dem aldrig afholdt et møde med en dagsorden og ordstyrer, og jeg blev bedt om at forklare om den danske mødeform, og snart gik mødet videre, uden at behøve støtte. Der blev valgt en ordstyrer og sekretær, og den fungerende formand Elias aflagde rapport om den unge forenings aktiviteter og økonomi.

Kristen og jeg sagde nej tak til at få oversat diskussionens indhold i et og alt. Mens deltagerne således kunne tale uhindret prøvede Kristen og jeg at fange indholdet med vores mangelfulde swahili og engelske dagsorden som rettesnor. Men det var selvfølgelig svært at få alt med, og jeg vil derfor afholde mig fra at give et referat af mødet, men blot notere, at diskussionensklimaet var venligt og respektfuldt. Ingen talte i munden på hinanden eller hævede stemmen, og der var stor enighed om emnerne, der blev vendt. Jeg undrede mig måske lidt over, at der ikke var flere ting, der satte diskussionen i kog, men tænker, at sådan må det være på den første generalforsamling i en ung forening, som endnu ikke har bevæget sig definitivt i en bestemt retning. Denne søndag gik diskussionen på foreningens grundlag og formål, og ikke på konkrete aktiviteter. Der var klar opbakning til vedtægterne, og foreningens formålsparagraf. Og da denne opbakning var givet, var det tid til dagens mest spændende begivenhed, bestyrelsesafstemningen.

Medlemmerne præsenterede sig selv for hinanden og fortalte, om de medlemmer, som var forhindrede i at møde op. Ved afstemning ved håndsoprækning blev det vedtaget, at valgt skulle foregå med hemmelig stemmeafgivning. Alle medlemmer skrev så tre navne med tilhørende poster (formand – sekretær – kassér) på et stykke papir og lade deres lap i Kristens hat.

Valgresultatet blev som følger:

(F- formand; S- sekretær; K- kassér; x- uspecificeret)
- Børnehavelærer Elias Tengesa: F F F F x F
- Pastor Wilson S.M. Nyakachewa: S T F K x F K
- Gymnasielærer Willam Lyheja: S S S S S x S S
- Lagerbestyrer på St.Francis apoteket,
Henrico Kalunde: K K F
- Internetcafé-bestyrer
Teresia Mwanyeko: K
- Vævelærer Maria Ndogoti: K
- Lærer Lucas Liombechi Michael: K

Dermed blev det besluttet, at Elias er formand, Lærer Willam sekretær, mens Pastor Wilson afstod æren af at være kassér. Han overlod denne post til Henriko Kalunde med ordene “at være kasser er jo ikke et spørgsmål om tro, men om færdigheder i regnskabsføring.” Eftersom syv medlemmer modtog stemmer, og bestyrelsen ifølge vedtægterne skal bestå af syv medlemmer indtræder de pågældende syv i bestyrelsen.

Så nu kan Kristen og jeg konstatere, at ICG er klar til at indtræde i rollen som Kilangoros partnerskabsorganisation i Kilombero-området. ICG har allerede planlagt at påbegynde et AIDS-oplysningsprogram uafhængig af eventuel støtte fra Danmark, og har truffet aftale med Katie Reilly fra US Peace Corps om at hun skal undervise dem i at undervise om AIDS. Katie arbejder med Kilombero District Council som HIV/AIDS konsulet. Herudover vil ICG og Kilangoro begynde arbejdet på at skabe et mindre projekt, der kan prøve samarbejdet mellem Kilangoro og ICG af, og styrke ICGs position i lokalsamfundet. Pt. undersøger vi muligheden for at åbne en uafhængig internetcafé i centrum af Ifakara. Hvis et sådant indledende projekt viser sig at være en succes, kan vi begynde at arbejde med Elias’ mere ambitiøse plan om at skabe et børne- og ungdomscenter.

Ifakara, Tanzania 28. januar 2006

Vi har nu været i Ifakara i tre uger, og der er sket saa meget, at I alle ville falde fra, hvis jeg forsøgte at fortælle om det hele. Derfor vil jeg begrænse mig til tre omraader. Først vil jeg fortælle om den lille forening ICG, som vi haaber kan være alle tiders samarbejdspartner til Kilangoro, naar nu vi skal skyde nogle projekter igang i Ifakara, og dernæst lidt om projektet for udviklingshæmmede børn i Idete. Sidst vil jeg fortælle lidt om livet, som det er for folk i Ifakara, og for os.

Ifakara Community Group

Som mange af jer nok ved er Kristen og jeg hernede blandt andet for at finde en lokal partnerskabsorganisation til vores danske Kilangoro (www.kilangoro.dk). Og allerede en af de første dage vi var i Ifakara mødtes vi med en lovende samling mennesker, som Elias havde samlet som opbakning til hans børnehjemsprojekt og som en gruppe, der kunne fungere som Kilangoros officielle samarbejdspartner hernede paa de projekter vi har gang i nu, og de vi planlægger for fremtiden. At denne gruppe eksisterede vidste jeg paa forhaand, men siden det er umuligt at danne sig et indtryk af, hvilke folk, der er samlet, og hvordan deres engagement og kompetancer er, naar man sidder hjemme i Danmark, havde jeg undladt at fortælle det store til Kilangoro-folkene. Dette møde, som virkelig var en positiv oplevelse fortale jeg om i mit sidste rejsebrev.

Før vi kan naa saa langt som til at præsentere ICG som Kilangoros partner, er der dog en ting til, som skal paa plads. ICG skal have en vedtægtssamling, en 'constitution', som kan accepteres af folk i Danmark. Og saa langt er vi faktisk ved at være naaet. Elias og jeg har redigeret og omstruktureret den 9 sider lange constitution, som ICG allerede havde skrevet. Det var en virkeligt spændende proces, for hvad skal en vedtægtssamling leve op til, for at en sådan forening kan køre i lang tid, være demokratisk, og fuldstændig pålidelig, i eksempelvis pengesager? Men vi er nået frem til en løsning, som i hvert fald har fået god respons fra medlemmerne i Kilangoro derhjemme. Nu skal vi bare have printet en udgave ud til hvert af ICG-medlemmerne, og så satser vi på, at de vedtager den redigerede udgave på søndag. Se ICG Constitution. Dokumentet er i PDF-format (du skal bruge Acrobat Reader (gratis) til at laese filen.)

ICGs første projekt kommer til at være afholdelsen af et stort gartis offentligt arrangement med koncert og aids-oplysning. Kristen og jeg glæder os virkeligt meget til at lave bannere og høre musik, og se folk samlet. Så kan det nok være, at folk i byen vil vide, hvem ICG er, og at de er der, for at gøre noget ved tingene!

Bethlehem og de tossede børn

I vores galleri kan I se billeder af vores besøg på Bethlehem, som er en kostskole for udviklingshæmmede og retarderede børn. Her besøgte vi Lucas Michael Liombechi, som har startet en lille skole for lignende børn i landsbyen Idete, som ligger 20 kilometer syd for Ifakara. Det var utroligt spændende, at se, hvor godt disse børn havde det, og samtidig at vide, hvor forfærdeligt børn med samme problemer har det rundt omkring i landdistrikterne. Mange bliver låst inde af deres forældre, mens de er i marken, og der bliver sjældent gjort noget som helst for at stimulere dem, eller lære dem basale ting. Folk har sædvanligvis opgivet disse børn på forhånd. Kilangoro støtter skolen i Idete, som I kan læse mere om på www.kilangoro.dk/Udv.htm

Livet i Ifakara

Kører man på cykel ad jordstierne i Ifakara mellem de små huse og under de store skyggefulde trær vil man ofte opleve store grupper af børn råbe 'wazungu!!' efter en. At man er yderst interessant blot på grund af ens hudfarve er en speciel oplevelse, som man, alt efter hvor meget energi man har, må tage på sig, enten som en sky filmstjerne eller som en gøjler, der nyder sin rolle. Min mor har engang fortalt mig om dengang i 60'erne, hvor alle børn i sønderjyske Skærbæk stimlede sammen, fordi rygtet gik, at der var en neger i byen. Sådan har vi det lidt her i Ifakara.

Og hver dag farer vi afsted af disse små buplede stier for at nå frem til dagens kulinariske mål, måltidet hos Adolfine. Her er altid Pepsi på bordet og ris i gryden. Og en grøntsagsstuvning, samt en gryde med en kød- eller fiskret. Og her går snakken lystigt, med Elias som oversætter fra engelsk til swahili og tilbage igen. Vores swahili er stadig ikke godt nok til at føre rigtige samtaler, og Adolfine forstår lidt, men taler ikke engelsk. "Anasemaje?" er et fast spørgsmål, "hvad siger han?" Er man i afslappet selskab med Elias er det næsten umuligt ikke på et tidspunkt at nå til en god historie. "We were just having some stories", siger Elias altid, når vi spørger til, hvad han har lavet med sine venner eller naboer, når han ikke er sammen med os. Elias er mesteren over alle i historiefortælling, og hans små udbrud, "uhh", og fagter er fantastiske. Han fortæller med en helt uovertruffen begejstring, for så pludselig... at holde en pause. Og trække spændingen lidt. Han behøver hverken at overdrive eller fortælle historien specielt struktureret, han er bare sej. Jeg tror det giver meget, at være vokset op uden tv og elektrisk lys. I Ifakara kan de fleste kun få de kulsorte aftener til at gå ved at fortælle historier eller hygge sig som mand og kvinde.

Og Elias er ikke specielt dameglad. Han kunne som lærer med fast indtægt let finde sig en kone, men han har krav, som de færreste lokale piger kan leve op til. Han tror på ægte kærlighed, og har det svært ved, at alle piger her vælger deres ægtefælle efter hans økonomiske formåen først og fremmest. Så jeg lurer lidt på at finde ham en dansk kone, som har lyst til at emmigrere til denne dejlige by. Det er selvfølgeligt lettere sagt end gjort, men nu er planen i hvert fald luftet.

Som I kan læse Kristen skrive på k82.dk/diary.htm er vores dagligdag i høj grad præget af strømforsyningen, som svigter i tide og utide. Når så vi er forhindret i at lave vores kontorarbejde ved computerne på missionens Benignes-center og vi ikke har nogen aftaler, er vi tvunget til at tage ned til schweitzernes gamle forskningscenter (i tropesygdomme) og springe i poolen. Skønt! Den sidste uge har vi brugt vores ufrivillige, men voldsomt tiltrængte nedkølingssceancer til noget konstruktivt. Vi har lært Elias at svømme. Næsten. Her i Ifakara (og Tanzania) kan kun de færreste svørmme; hvor skal man lære at det, når man ikke har råd til at tage i byens eneste pool, og man i alle floder risikerer at blive ædt af krokodiller eller knust af flodheste? Og finder man sig et vandhul er bilhaze-sneglens små snylterlaver en ligeså alvorlig, men dog mindre abrubt brutal trussel. Så Elias er priviligeret idet han nu, i en alder af 27, har muligheden for at lære sig den ædleste vandkunst.

Vi bliver hængende i Ifakara en tid endnu, for der er en hel film at filme, og meget arbejde at tage fat på med ICG.

Ifakara, Tanzania 10. januar 2006

Habari za Ifakara?! – Hjemme i Afrika

Kristen og jeg ankom til Ifakara med toget ved midnatstid i fredags. Den afrikanske nat er altid moerk, og saerligt naar man er ti kilometer uden for den naermeste by, som vi var. Heldigvis var min gamle ven Elias der for at modtage os, og vi tog en proppet dalla dalla til byen, hvor vi fik udvaekslet nyt om roeveriet og tingenes tilstand i Ifakara. Vi kom i seng ved et-tiden.

De foerste dage i Ifakara har vaeret utroligt dejlige. Vi nyder at vaere kommet vaek fra storbyens larm, og at skulle bliver et sted i laengere tid. Saerligt er det fedt at komme igang med at arbejde igen og foele, at der sker fremskridt i projektet.

Foer jeg fortaeller om arbejdet vil jeg lige fortaelle om vores tur ud til min gamle barnepige Adolfine.

Igaar besoegte vi Adolfine og hendes fire soede boern. Den aeldste af hendes soenner er opkaldt efter min farfar Otto, og har jeg bestemt, dengang jeg var en lille dreng. Den naestaeldste hedder Ketrina, og det har min soester Vibe faaet lov til at beslutte. De to yngste er opladt efter deres far. Frank og Frans hedder de. Faderen bor med en anden kone i en anden by, og har vist aldrig boet fast med Adolfine. Vi hyggede os rigtig godt, og noed hendes gode mad, og saa billeder fra hendes tur til Danmark i efteraaret 1989. Det var saa hyggeligt at komme til en primitiv hytte og blive spurgt til at alle derhjemme. Bue, hvordan gaar det med din farmor og farfar? Med moster Lis? Og hvad med dine onkler og din tante? Og Kristen, hvordan gaar det med dine foraeldre og din soester? Jeg hoerer, at Svend er blevet gift igen...

Adofine er simpelthen bare skoen, og vi faar god lejlighed til at vaere sammen med hende. Vi har faaet arrangeret det saadan, at vi kan komme og spise hos hende hver dag. Det koster 5000 shilling (30 kr.), og cirka lige saa meget, som det ville koste paa en restaurant i byen for to mand. Men med denne ordning kan baade Adolfine, hendes boern og hendes mor spise med. Saa maa vi bare paa cyklerne og ud af de smaa stoevede stier til hendes hus. De oemme balder tager vi med, for saa god er hendes mad.

Vi moedtes igaar med bestyrelsen af Ifakara Community Group (ICG), som er dannet paa Elias initiativ. Vores foerste indtryk af de syv medlemmer (ud af otte), som kunne komme med en dags varsel, er godt. Disse folk havde mange gode ideer til initiativer til lokalsamfundets forbedring og meget engagement. Der er en fornuftig og respektabel samling mennesker, som er blevet indvolveret her, men dog praeges gruppen af at vaere fri for folk som kommer fra samfundets elite. Det var vel som stiftende forsamling i en hoejskoleforening for 120 aar siden – der var laerere, funktionaerer, en enkelt pastor og en haandvaerker. At samfundets spidser ikke er indvoldveret virker paa nogle maader positivt, men det kan ogsaa komme til at haemme gruppens gennemslagskraft. De syv medlemmer af ICG var alle meget fokuserede paa et projekt for byens boern og unge, a la Elias'. Det kommer sig selvfoelgelig af, at denne gruppe er saerligt udsat for AIDS og foraeldreloeshed, og at er saerligt vigtig at goere en indsats her, fordi den er fremtiden. Men det er vel ogsaa et resultat af, at ICG-bestyrelsen er sammensat af Elias, som jo har sin egen sympatiske kaephest. Seancen igaar, som blev optaget paa video af Kristen, var en slags uformeldt moede, hvor jeg spurgte ind til en lang raekke ting, og hvor folk fik en chance for at praesentere sig.

Det var virkeligt inspirende at opleve, hvordan alle i gruppen, unge som gamle, talte varmt for en forbedret og intensiveret indsats mod HIV-AIDS. Flere af gruppens medlemmer havde allerede vaeret indvoldveret i oplysningsarbejde og uddeling af kondomer. Det bragte stor latter, da midaldrende Zakaria foreslog om oplysningsmoeder, at "maaske vi kan faa folk til at teste det lige der". "Hvad, nej, dem maa de hellere teste derhjemme", sagde jeg. "Altsaa kondomerne". Alle var flade af grin. Desvaerre skal blodprover vist foretages naer et laboratorium for at kunne bruges til HIV-tests.

Idag er der blevet taget initiativ til, at ICG skal afholde et AIDS-oplysningsarrangement og en koncert med lokal musik, hvor vi kan fejre gruppens stiftelse. Det bliver nok om en maaneds tid, kort foer vi tager videre fra Ifakara.Det bliver rigtig fedt, hvis vi kan sparke gruppen igang paa en festlig maade, og markere dens tilstedevaerelse overfor folk i lokalsamfundet.

Ifakara, Tanzania 8. januar 2006

Vi har overvejet at peppe moyo.dk lidt op, og har derfor besluttet at bringe vores nervepirrende historie om røveriet i Dar. Klik her!

Dar es Salaam, Tanzania 31. december 2005

Kaere alle i Danmark - Godt nytaar!!!

Kristen og jeg er nu naaet til et lille mellemspil foer den kommende og spaendende tid i Ifakara, hvor mange projektet for alvor skal saettes i vaerk. I den sidste uge har vi vaeret i Moshi og besoege John Kessy fra WOY - White-Orange Youth - som arbejder med AIDS-oplysning. Det var utroligt spaendende at hoere, hvordan en flok unge afrikanere fra Moshi for snart ti aar siden satte sig sammen og diskuterede, hvad de kunne goere for at forbedre livet for andre unge mennesker i deres smukke by. Efter en haard start er WOY nu en velorganiseret NGO, som saetter diverse oplysningsaktiviteter igang, heriblandt tema-uger paa skoler, kondomuddeling paa diskoteker, radioprogrammer og foraeldre-moeder. Desuden har de et fast kontor, hvor alle kan komme ind fra gaden og blive raadgivet om, hvordan man beskytter sig og faa gratis kondomer med hjem.

Det var i det hele taget inspirerende at se, hvordan et saadant organ er vokset til et omfaettende netvaerk, som i hoej grad kan holde sine aktiviteter igang paa baggrund af stoette fra lokale myndigheder og personer. Desuden er det dejligt at opleve, hvordan mange unge moshi-boer arbejder frivilligt med at oplyse deres jaevnaldrende om HIV-smitten. Frivilligt arbejde virker ellers til at vaere et totalt fremmed faenomen i et land, hvor alle synes at have nok i dem selv og deres familie - Og saadan vil det selvfoelgelig vaere, naar nu de fleste i Tanzania aldrig vil komme til at opleve nogen oekonomisk sikkerhed i laengere perioder end indtil maaske naeste hoest.

Hvis tiden er til det kommer Kristen og jeg gerne tilbage til Moshi, og ser WOY i fuld funktion, hvilket vi grundet juleferien gik glip af.

Denne rejsenote er skrevet fra den fugtige og varme storby Dar-es-Salaam. Kristen og jeg er taget hertil for at fejre nytaar ved stranden og lade op til vores lange ophold paa civilisationens graense i Ifakara. Vi har fundet dejligt store boelger og en billig hytte i Kigamboni syd for Dar. Her kommer vi til at fejre nytaaret med en saelsom blanding af boernefamilier, rige gamle wazunguer (hvide) og unge stenede rastaer, som kommer hertil fra andre dele af Tanzania for at stene, ryge pot og score rige turister.

Naar vi er godt skoldede og har faaet sand i alle spraekker springer vi paa toget mod Zambia, som tidligere i denne uge blev reddet fra en afsporing med dets 600 passagerer. En landbokone, som var paa vej til hendes shamba (jordstykke/landbrug) opdagede, at der var nogen, som havde fjernet bolte fra skinnerne og dermed forberedt en voldsom afsporing. Konen satte en kaep med en kanga (et spraglet klaede) paa skinnerne for at advare det store tog, som naermede sig med fuld fart. Da lokomotivfoereren oversaa eller ignorerede denne advarsel endte det med at den heltemodige kvinde maatte stoppe toget ved at stille sig i vejen for det. Dermed reddede hun 600 mennesker fra deres mulige doed paa skinnerne ti kilometer foer Ifakara.
Laes artiklen HER

Kryds fingre for, at det gaar vores tog lige saa godt i naeste uge!

Godt nytaar!

Moshi, Tanzania 26. december 2005

Kristen og jeg er nu naaet til byen Moshi, som ligger for foden af Afrikas top, Kilimanjaro. Vi sagde farvel til boernehjemmet i Usa River i loerdags, den 24, hvorefter vi fejrede en rigtig wazungu-jul ved poolen paa Dik Dik Hotel i Usa, og siden med en fin middag med volontoererne fra Usa River Boernehus paa Arumeru Lodge. Vi fik sunget julesange og danset rundt i den fine restaurant, til stor moro for hotellets fine safarigaester. Jeg vil nok sige, at hvis nogen opfoerte sig pinligt denne aften har det vaeret alle de, som ikke slog sig loes!

Vi har haft en spaendende og givtig uge i Arusha/Usa, hvor mange perspektiver paa boernhjemsideen er blevet vendt. Nu er vi som naevnt taget videre til Moshi, hvor vi skal besoege et projekt som beskaeftigere sig med et andet af de arbejdsomraader, som Ifakara Youth and Child Care Center skal beskaeftige sig med, nemlig Aids-oplysning. Vi ser meget frem til de kommende dages moede med formand John Kessy, og organisationen WOYs arbejde.

Bue

Usa River, Tanzania, 20. december 2005

Vi er for tiden i Usa River, hvor vi besoeger et privat dansk-startet boernehjem, for at samle indtryk og erfaringer til vores videre arbejde med boernehjemsprojektet i Ifakara. Det er spaendende at se, hvor langt man kan naa i loebet af en femaarig periode. Saerligt boernenes engelskkundskaber, og deres evne til at interagere med voksne er dejlig at opleve. Andre tanzanianske boern raaber hoejest "good morning teacher" til en naar man moeder dem om eftermiddagen, og er ellers slet ikke vandt til at tale med voksne. Voksenkontakten for almindelige tanzanianske boern er saa vidt jeg ved i hoej grad begraenset til kontakt til laereren i folkeskolens forelaesende undervisningsform og til foraeldrene, naar boernene skal raevses, mades eller saettes i gang med arbejdesopgaver. Dog rejser der sig det problem, at disse efter danske forhold velfungerende boern kun er som de er i kraft af, at de stort set er isoleret fra lokalsamfundet, hvis man skal tro stedets unge danske voluntoerer. De leger ikke med kvarterets boern, men har dem hoejst som venner i skoletiden.

Der er mange tanker at tage med videre til Ifakara!

Ellers har vi det held, at vi let kommer i kontakt med interessante mennersker med noget paa hjerte, samt den helt noedvendige egenskab, at kunne sortere plattenslagerne fra. Dem er der mange af her paa safari-turismens hjemegn. Desuden er vi, foruden de obligatoriske artikler til Uge-Bladet og Holmbladet, igang med optagelser til et radioprogram, samt en artikel om det tanzanianske valg. Dette blev afgjort den 20. med det stort set enevaeldige parti CCM som en selvfoelgelig sejrherre.

Vi planlaegger at tilbringe resten af denne uge i Arusha-omraadet for senere at tage til Moshi omkring juletid. Her skal vi besoege den lokale organisation Woy, som er startet af unge medicinstuderende, som et organ for aidsoplysning og social mobilisering. Herefter gaar turen med bus til Dar-es-Salaam, hvor vi straks vil springe paa Tazara-jernbanen og koere mod Ifakara, hvor vi paaregner at vaere omkring nytaar.

Glaedelig jul til alle jer i Danmark!

Bue

Nairobi, Kenya, 15. december 2005

Saa har jeg faaet mindst 50 par briller fra mine foraeldres optiker-ven Axel. Min taske er mindst en 1/3 fyldt med gaver, saa julemaend kan man vel godt kalde os. Vi er vel ankomne i Nairobi i gaar og tager videre til Arusha med shuttel bus i eftermiddag.

I Arusha er vi inviteret til personalemoede og boerneoptraeden paa boernehjemmet i Usa River, saa det er vi meget glade for, da dette sted jo er den store inspirationskilde til Elias' boernehjemsprojekt i Ifakara.

Her i Nairobi er folk flinke, men alt er mere hektisk end i Dar - faktisk er Nairobi trafikmaessigt den mest kaotiske by jeg har oplevet. Gaderne er pakket med fodgaengere og biler, og eftersom alle deres trafiklys er ude af funktion er Nairobi et stort velfungerende, men ureguleret trafikkaos, hvor fodgaenge krydser vejen og billister koerer, hvis der er plads.

Ellers nyder jeg musikken i byen. Det er som om rap-boelgen fra USA og Dar ikke er naaet frem, saa her hoerer vi afro-pop med melodioese guitarlinier som i 80'erne. Herligt at slippe for Doctor Presidents gangsta-stil!

Vores tur forloeb godt med flynattens graedende babyer og de lange ventetider i lufthavnene de eneste undtagelser. Og dog, vi to ladies men, som har efterladt vores kaere for hhv seks og tre maaneder har ikke vaeret helt upaavirkede. Dejligt dog, at vi er i samme baad.

De allerbedste hilsener fra ndugu Kristen med det spaendende og lattervaekkende skaeg og bwana Bue med hans nye 'smarte' briller.

Bue

23. oktober 2005

Bues søster Vibe og hendes ven Morten rejste til Tanzania sidste mandag - den 17. oktober.
Vibe sender os mails fra hendes eventyr og vi lægger dem ud HER på moyo.dk.
Bue og jeg snakkede om "sprog-problemet" på moyo.dk og besluttede at lave siden på dansk. Det kræver for meget arbejde at skulle opdatere begge sider og vi ville bare rissikere at den ene ville hænge bagefter. Vi vil selvfølgelig også ligge noget materiale på engelsk til omverdenen, men i begrænset omfang.

Kristen

Danmark, 3. oktober 2005

Bue og Kristen ansøgning Danida.

Danmark, 2. oktober 2005

Hjemmesiden er uploadet på domænet moyo.dk

Vibe og Morten i Tanzania

Velkommen hjem!!
Vibe er vendt hjem. Vi naaede lige at moede hende i Kbh. inden vi floej dagen efter. Her er et billede af Vibe og Morten:

18. november 2005

Kaere mange,
Haaber I har det godt. Tak for jeres mails, det er sjovt at saa mange skriver om rimfrosten. Det lyder rigtig hyggeligt og jeg glaeder mig til at putte under dynen med varmkakao og snak. Og maaske Twin Peaks eller Matador? Det er et Casino i Byen som hedder ''Twin peaks'', maaske jeg skulle tjekke det ud?

Her kommer lidt opdate:
Morten tog i onsdags paa en 3dags safari tur og mens jeg blev I Arusha og for at se mig omkring. Jeg kunne maerke paa mig selv at det ikke helt taendte mig at tage afsted med en masse andre hvide og suse gennem den ene park efter den anden og tage billeder om kap. Maaske er det bare en kaempe fordom, men altsaa... Ja, undskyld saa!
Jeg nyder at snuse rundt og sluder med lidt med folk og maaske egentligt ogsaa at pigehygge lidt alene. Jeg kom blandt andet til at spise chokolade kiks til aftensmad I gaar… Jeg tror egentligt jeg har taget paa.

Julen begyndte i Tanzania for smaa 3 uger siden hvor baandsaelgerne paa hver gade begyndte at spille julesange gang paa gang... Jeg maa nu indroemme at jeg synes det er lige lovligt tidligt. Og isaer naar man gaar rundt med sommertoej paa. Nej, her i Arusha gaar jeg faktisk med lange bukser, troeje og sko om aftenen. Ogsaa er jeg snotte. Men ellers. Det er sgu ikke jul endnu. Morten og jeg har besluttet os for at vi skal have nisser i december. I ved, ligesom man har i skolen. Vi skal snart have trukket lod. Jeg haaber ikke jeg faar en nisse som er dreng, de er altid saa daarlige til at huske at give gaver og de driller mere. Kryds lige fingre for mig! Morten vil ogsaa helst have en pige nisse, men nu maa vi jo se...

Jeg er blevet veninder med en kenyansk pige, Catrin. Hun er virkelig soed og sjov, ogsaa kan hun ogsaa godt lide at lave skoere planer. Hun er lidt aeldre end mig og i Arusha paa business. Hun har sit eget firma I Nairobi og saelger Nokia telefoner. Katrin, mig og en tanzaniansk guide, Bruno, sad i onsdags og snakkede loes om 'de skide turister' over et spil Lasti Cardi og blev enige om at man burde lave safaris for alle andre. Pludselig ringede Catrin til en taxi mand og spurgte om priserne paa en safari i taxi! Manden forstod det vist ikke helt for han ville have 30 kroner I alt!

Bruno foreslog at vi skulle laane hans vens bil og derved goere det meget billigere. Vennen skulle have 40.000 Tsh for det og indgangen i Arusha National Park er for mig, mzungu, 25.000,-.
Vi aftalte at vi skulle afsted fredag, idag, men jeg forventede jo ikke det store. Ved godt hvordan planer hernede kan gaa..! Men vi moedtes saa i gaar og aftalte videre og i morges kl. 8 koerte vi sgu til Arusha National Park med Brunos ven som chauffoer.
Det har vaeret rigtig sjovt at vaere paa safari med de andre og fedt at Bruno kunne fortaelle saa meget om alle dyrene og naturen. Men ogsaa fedt at vaere afsted uden kamera og i en lille personbil med daarlige stoeddaempere og et stort soelv banner i vinduet hvorpaa der stod ''TOYOTAA'', jojo. Det var en oplevelse.
Vi saa en masse dyr; saa mange vildsvin, giraffer, zebraer og aber at vi til sidst bare trillede videre og gabte. Det er jo haardt for roeven at koere 6 timer paa de hullede veje... Jeg lignede en afrikaner da vi kom tilbage, men nu er jeg igen mzungu efter et herligt koldt bad og ingen stoev!
HOV! Jeg saa en leopard! Den var vildt smuk, men paa nul,5 var den vaek igen. Men jeg fik oejenkontakt med den...
Naturen var vildt smuk. Vi koerte gennem savanne, regnskov, langs soer og op og ned af bakker. parken ligger lige op ad Mount Meru (ca. 4400), saa der er ofte smuk udsigt.

Morten kommer snart tilbage fra sin tur, maaske er han allerede paa hotellet? I aften skal Catrin, hendes veninde Carol og jeg clubbing paa Trible A, der er ladies free to night. Men vi skal forhaabentligt ogsaa have Morten med som bodyguard. Og vi skal nok tage en taxi hjem...
Der var en tysk pige fra mit hotel som blev roevet den anden dag, men det er jo en anden historie...!

Angaaende Mortens og mine fremtidsplaner: jeg tror vi tager det som det kommer, men vi skal i hvet fald lige se Dismas og Peter igen og saa paa Z'bar.
Nu stopper jeg med at skrive. Ej, jeg maa lige tilfoeje at jeg nyder Tanzania fuldt ud. MEN DET haaber jeg nu at I kunne laese jer til?!

Tanker fra Vibe
PS: Send endelig opdats fra det kolde Danmark. I kan tro vores samfund kan vaekke fryd, misundelse, uforstaaenhed og spoergsmaal hernede; ''Can men really not hold hands in Denmarki?!! Only women?!''
PPS: tak for valginfo Astrid, sikke noget med Skanderborg. 26 stemmer?!

10. november 2005 (Jeg beklager den sene opdatering - Kristen)

Kaere alle.

Hvis I har det godt er det vores lykke. Vi har det godt. Jeg glaeder mig til en god dansk brunsovs.
I dag ankom vi til Dar'Salaam hvor vi skal vaere weekenden over og besoege en ven, Dismas Daniel, som er minister soen. Det bliver utroligt spaendende... Mandag eller tirsdag tager vi saa nord paa mod arusha hvor vi skal udspionere afrikanernes hverdag. Og herfra videre til Z'bar hvorefter vi kommer hjem. Ja, tiden gaar jo utroligt hurtigt. Vi er halvvejs nu og ikke en gang blevet uvenner endnu. Ikke at det er noget jeg venter paa!
Vi har det rigtig godt. Er vant til tz'erne og deres priser. Varmen har taget haardt paa os de sidste par dage og jeg tror det bliver fedt at vi nu igen er rejst lidt videre og nu snart skal hen hvor vi ingen kender og derfor ingen lange besoeg og snak om familie...
Anyway, vi oensker jer det bedste. Kys og knus fra Vibe og sikkert vink fra morten, men han er nu lige gaaet hjem paa hotellet for der er lige kommet vand i hanen....!!!

Kaere mange. Tak for jeres mail. jeg ville saa gerne skrive tilbage til hver og en, men jeg skal jo heller ikke tillade mig at sidde i aircondition hele dagen...
DERFOR sender jeg denne mail, et svar til mange. UNDsKYLD. Jeg tager den i alfabetisk orden...

Axel: alle savner dig og dine briller. Jeg skulle hilse mange gange fra alle og selvfoelgelig ogsaa til agnes og de unge.
Katrine Og Asse: Jeg er klar paa nytaarsaften! og koeb i bare ind til mig! jeg er klar paa gilde, det lyder soerme hyggeligt.
Laerke: jeg nyder at laese om dine oplevelser og griner ved tanken om at du ogsaa sidder med overlaebe sved til naglen.
Marie Moeller: tak for sidst din smukke pige. det var urtoligt dejligt at bo hos dig. vi haaber du har det godt og glaeder os til at se dig. kys.
Martin Lund: Jeg er imod tortur eller hvad det nu var for en mail du havde sendt, men mit internet er utaet - kan du ikke bare forfalske min underskrift?!!

Knus og dus fra Vibemus!

Morogoro - 7. november 2005

Kaere -
Tak for mail, det er dejligt at hoere om det kolde Danmark naar man selv sidder i sved og stoev til overlaeben!
Morten og jeg har det rigtig godt her i Morogoro. Bor paa New Savoy Hoteli hvor Lucy husker os der var her sidst og isaer Samaki Sokoni Zanzibar.
De sidste par dage har jeg desvaerre haft slem hovedpine og vi har stenet paa hotellet, men der skal vel ogsaa vaere lidt plads til sygdom her i ulandet.
Paa torsdag tager vi til Dar hvor vi skal besoege en ny ven, Dismas Daniel. Vi moedte ham tilfaeldigt paa vores hoteli og han er soen af en minister. Han har inviteret os paa weekend hos sine foraeldre i weekenden, saa det bliver spaendende. Men nu maa vi jo se om det overhovedet bliver til noget og hvad han er for en!
Vi har ogsaa haengt ud med Martine og Beno som har det godt. Beno er helt i hopla og fortaeller om sine store planer om at faa en bil til februar, blive gift, bygge et hus og saa maaske faa et lille barn.
Efter Dar tager vi til Arusha og derfra hoejst sandsynligt videre til Zanzibar de sidste 2 uger. Vi proever hele tiden at holde os opdaterede med valg situationen, men det er svaert. Moedte forleden en finne som arbejder paa den finske ambassade og hun sagde vi skulle passe paa, andre siger at der ingen problem er, og tv viser farlige billeder mens internettet siger GO!
Men vi foeler os frem.
Det var vist det for nu... Hvordan gaar det forresten med lillaprinsen?!
Vi skrives ved! Knus Vibe og hilsner fra spejder knaegten

29. oktober 2005

Mandag d. 24 tog Morten og jeg toget til Ifakara. Dette var en virkelig smuk tur gennem Selue National Park, hvor vi blandt andet saa 30 giraffer og 6 elefanter... Vores gode ven og tolk, Elias, hentede os paa banegaarden og vi har siden da boet paa Goa Guest House III.
Lige nu er det 35 grader, men heldigvis overskyet. Den lille regntid blaeser snart ind over byen og vi suser rundt paa laante cykler og besoeger unge som gamle.
Vi besoegt i gaar et lille boernehjem med 16 soede boern, men kun een kvinde til at passe paa dem. Denne kvinde er stum og doev, men boernene er heldigvis meget hjaelpsomme og velopdragne. Boernehjemmet er et sted Elias ofte besoeger og alle boernene var helt vilde med ham. Han bliver den perfekte laerer en dag, det er jeg overbevist om!
Den anden dag var vi ude at fiske paa floden, Kilombero, og det var ganske spaendende. Fik kun fanget omkring 10 smaa fisk, men desuden set mange kaempe flodheste...

Vi regner lidt med at tage mod Mororgoro paa onsdag, saa det blir spaendende. Vi snakkes ved!
Vibe

23. oktober 2005

Kaere folkens,
Hermed nyt igen; I torsdags tog vi fra Landekontoret og ud til halvoen, Kigamboni, ud fra Dar Es Salaam. Det var en faergetur paa 15 minutter, pris: 100 Tsh pr. mand = 60 oere! Vi tog en taxi videre til hotel Mikadi som ved foerste oejekast var det rene paradis. Den smukkeste strand, palmer og swimmingpool. Det kostede 14.000 Tsh for en strandhytte pr. nat, skoent. Vi noed livet paa stranden, men blev hurtigt traette af manglende ferskvand. Pool, vandhaner og bad var salt! I gaar flyttede vi saa op paa et vildt hyggeligt lille lokalt hotel, Mlonge Lodge, 8.000 Tsh per nat.
Da vi i morgen tidlig skal med toget til Ifakara havde vi besluttet os for at tage til Dar i dag for at vaere taettere paa Tazara station, for hvem ved om faergen maaske ville mangle benzin eller om daladala maendene ville strejke?! Nu er vi naermest paa dne sikreste side!
Vi har lige indlogeret os paa Durban Hotel og faaet vaerelse C3, tror det var nr. C9 jeg sidst boede i. Og nu har vi saa lige spist frokost...
Jeg glaeder mig vildt meget til turen i morgen (10.600 Tsh per mand paa 1. klasse) da jeg jo ikke har vaeret igennem Selue foer. Vagtmanden paa Landekontoret siger at det er en meget spaendende og flot tur. Ja, vi har jo forresten faaet os en masse venner her og der, og de deler jo alle gerne ud af deres erfaringer.
Som sagt skulle jeg hilse mange gange fra Peter Msechu, som snart gerne vil se Heningi na Benti og Johanne! Han glaeder mig til Bues besoeg.
Jeg faar oevet mig paa sproget og jeg synes virkelig det gaar fremad, glaeder mig nu til Ifakara hvor jeg mere er tvunget til swahili. Omkring Dar er det for nemt at hoppe over paa engelsk.
Morten og jeg hygger os sammen og vi bruger meget tid paa at skrive rejsedagbog og spille kort.
Det er vildt skoent hernede!
Bue, du skal selv medbringe kort over Dar, for som de siger "Dar'Salaam maps are finished". Tror desvaerre ogsaa det gaelder over hele TZ.
Mor, jeg synes vi skal koebe hus/hotel i Kigamboni i stedet for Zanzibar. Det er for det foeste taettere Dar og ikke naer saa turistet. Overvej det. Men det er jo desvaerre langt fra Stone Town...
Jeg moedte i fredags en MS'er, han fortalte at han i paasken 1987 havde besoegt LiseLotte ogsaa kunne han huske en familie med smaa boern. Kan I huske Henrik? Nu er han frivillig i Kigamboni.
Jeg ved ikke hvad jeg lige skal skrive mere end at jeg glaeder mig helt vildt til at komme til Ifakara, at vi har det godt og at jeg taenker paa alle jer som ogsaa holder saa meget af Tanzania. Jeg ville fx oenske at Johanne var her til at fnise sammen med mig! Men det blir jo bare naeste gang!
Jeg slutter nu, men pas nu godt paa jer selv.
Knus og tanker fra Vibe
PS: ja far, jeg skal nok huske at ringe til Elias :-)
PPS: tjek www.moyo.dk ud.
PPPS: I kan bare sende mail.

20. oktober 2005

Kaere alle,
Hermed en kort lille mail om vores hidtidige oplevelser i Tanzania.
Efter lang tids venten i Koebenhavn kom vi endelig med flyet til London og herfra videre uden problemer til Dar.
Vi ankom til Dar Es Salaam tirsdag morgen og tog direkte ud til MS's landekontor hvor vi var saa heldige at faa et vaerelse. Indtil videre har vi bare brugt tiden paa at indstille os paa varmen og snuset en del rundt i Dar. I gaar tog vi den lokale bus, dalladalla, til tog stationen Tazara hvor vi fik koebt togbilletter til Ifakara (den by jeg har boet i). Vi skal rejse paa mandag, men indtil da har vi planlagt at tage ud til en halvoe ud fra Dar, hvor vi skal ligge ved stranden, drikke mango drinks og huske at tage vores faktor 15 solcreme paa...
Det er skoent at vaere hernede og snakke lidt swahili. Det er dog lidt underligt ikke at have sine to tolke med, men ogsaa sjovt selv at skulle finde rundt og rigtigt opleve Dar paa egne ben. Og bare rolig Bue og Mor, vi gaar ikke rundt naar det er moerkt!
Dagen i gaar startede med en opkastning, men saadan skal det jo vaere. Saadan noget skal man jo ikke lade sig slaa ud over!
Vi har lige checket ud fra Landekontoret og tager nu ud til stranden. Haaber vi en dag igen finder internet, men ellers maa I have det godt!
Vibe (og Morten)
PS: besoeg www.moyo.dk - Kristen laegger vores mails derind. Tak Kedde!